Haslev

Haslevits klage over elbil skal afgøres i retten

Haslev: Susanne Kirkskov fra Haslev er skuffet over hendes helt nye elbils manglende rækkevidde

I marts 2012 købte Susanne Kirkskov en elbil af mærket Citröen C-Zero. Hun hentede bilen hos Auto-House i Køge den 16. marts 2012.

Men elbilen holdt ikke hvad forhandleren havde lovet. Den kørte kun et sted mellem 90 og 100 kilometer på en opladning, selvom hun var blevet lovet at den kørte 150 kilometer. Prisen per kørte kilometer holdt heller ikke, idet det kostede omkring 2,5 gange mere at lade bilen op, end hvad forhandleren havde oplyst.

Derfor klagede Susanne Kirkskov til forhandleren allerede efter fire dage. Klagen gik derefter videre til Ankenævn for biler. Men de vil ikke afgøre klagesagen, da den er af principiel karakter.

Så nu skal sagen om elbilen i retten.

– Den er så principiel, at det er mere korrekt at få den afgjort af domstolene. Spørgsmålet om en elbils faktiske rækkevidde i forhold til standartnormen har betydning for andre af vores medlemmer. Derfor er vi parate til at føre sagen på vegne af Susanne Kirkskov, siger lederen af FDMs juridiske afdeling, Per Alkestrup, til Sjællandske.

Kommentarer