Haslev

Haslevs spejdere afholdt fælles Nytårsparade

fdf_nytårsparade-2015

Haslev: Alle Haslevs ungdomskorps marcherede gennem Haslevs gader ved den traditionsrige Nytårsparade.

Søndag den 5. januar kunne Haslevs borgere opleve alle Haslevs ungdomskorps marchere gennem Haslevs gader med fuld musik ved den traditionsrige Nytårsparade.

Alle spejderne fra Peder Oxe KFUM, De Grønne Pigespejder, De Blå Haslevspejdere og FDF mødtes ved Peder Oxes hytte for i samlet flok at marchere op til Haslev Kirke, hvor Werner Fisher-Nielsen holdt en kort festlig gudstjeneste som velkomst til det nye år.

– Marchturen gennem Haslevs gader med Peder Oxes tamburkorps i spidsen var i år lidt speciel. Så langt tilbage de fleste af os kan huske, har Tom og Joy Hansen været en meget aktiv del af byens musikliv for børn og unge. I mere end 40 år har de været igangsættere, inspiratorer, undervisere, tovholdere – Ja, fundamentet i Tamburkorpsmusikken i Haslev, først i FDF Haslev og siden i Peder Oxe – KFUM, skriver Kjeld Nielsen, der er kredsleder for FDF i Haslev.Og han fortsætter:

– Dette var deres sidste marchtur, da de efter lang tro tjeneste har valgt at trække sig tilbage.

– Vi siger dem alle 1000 Tak for musik og gode minder, vi nødigt ville være foruden, afslutter Kjeld Nielsen.

Efter den korte gudstjeneste i Haslev Kirke samledes de godt 120 spejdere, ledere og forældre i kirkehuset, hvor Sct. Georgs Gildet og Y’s Mens Club traditionen tro serverede æbleskiver og juice til alle.

Efter de dejlige varme æbleskiver var det tid til et lille udfordrende opgaveløb, hvor spejderne blandt andet skulle finde ud af: Hvor højt kirketårnet er? Hvornår den næste Spejdernes Lejr afholdes? Og meget, meget mere….

Det hele afsluttedes med samlingen af et stort fælles puslespil, hvor alle Haslevs spejdere ønsker alle i Haslev et rigtig godt Nytår.

Kommentarer