Faxe Ladeplads

Havne-formand er bekymret for fremtiden

Faxe Ladeplads: 3 bådepladser er opsagt på grund af BG STONEs aktiviteter på havnen i Faxe Ladeplads. Formanden for Faxe Ladeplads Lystbådehavn er bekymret for fremtiden 

Faxe Ladeplads Lystbådehavn mærker nu for alvor konsekvenser af BG STONEs aktiviteter på Faxe Ladeplads Havn.

Flemming Juel, der er formand for bestyrelsen i Faxe Ladeplads Lystbådehavn, udtrykte i første omgang sin bekymring på generalforsamlingen i februar. Siden da er tre bådpladser blevet opsagt i lystbådehavnen – alle med henvisning til gener som støv og støj på alle tider af døgnet fra BG STONE.

Læs også: Støj og støv skræmmer sejlere væk fra lystbådehavn

Flemming Juel er alvor bekymret for lystbådehavnens fremtid. Ikke om den udvidelse, som der arbejdes på fra havnens side bliver til noget, men om den nuværende økonomi i havnen kan tåle når rygterne om generne fra lystbådehavnens nabo, BG STONE, spreder sig i sejlermiljøet.

–  Jeg er bekymret for fremtiden for Faxe Ladeplads Lystbådehavn under de tiltagende gener vi de seneste 3 år har oplevet fra BG STONE siger Flemming Juel til Faxe.nu og fortsætter:

– Vi har altid levet fint med Faxe Kalk og DLG, som altid har gjort meget for at begrænse gener ved læsning og losning i Industrihavnen, og deres aktiviter er langt fra så generende for sejlere og brugere af Lystbådehavnen, som de nyere aktiviteter fra BG STONE efterhånden er, forklarer formanden.

Faxe Kommune får hver sæson besøg af cirka 650 overnattende turister i Faxe Ladeplads Lystbådehavn. De betaler cirka 100.000 kroner, som er en væsentlig del af havnens økonomi. Dertil kommer en del en-dagsbesøg, som kommer endten sejlende eller kørende for at købe is eller spise på Resaurant La Mer, på havnen.

BG STONEs aktiviteter har i de tre år de har været på havnen betydet flere og flere gener for sejlerne og turisterne i Faxe Ladeplads Lystbådehavn. Sand fyger ind over havnen og lægger sig på bådene.

– Om sommeren hvor vi ofte har østenvind, blæser der sand fra de efterhånden meget høje sandbunker på BG STONEs plads indover havnen. Sand er noget af det værste at få ind i fx løbegangene på en båd, fortæller Flemming Juel, der foreløbig har modtaget opsigelse af tre bådepladser i Faxe Ladeplads Lystbådehavn – alle med henvisning til at generne fra BG STONE nu er blevet for store til at bådejerne vil have deres båd liggende i Faxe Ladeplads Lystbådehavn.

Generne fra BG STONE har også betydet at administrationen i Faxe Kommune anbefaler politikerne at kommunen trækker sig fra udvidelsesplanerne.

Læs også: Kommunen vil ikke støtte havneudvidelsen

– I forbindelse med planerne om en udvidelse af Lystbådehavnen har vi haft et fint samarbejde og meget positiv respons fra kommunen. Nu er det efter min mening en sag mellem BG STONE og kommunen, og kommunen må afgøre om BG STONE efterlever rammerne for de aktiviteter, som kommunen tillader på havneområdet, siger Flemming Juel til Faxe.nu

Kommentarer