Hedebølgen slutter i nat med bulder og brag
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2015/07/skybrud-620x316.jpg)
Faxe Kommune: De danske meteorologer er enige om at weekendens massive varme erstattes af regnvejr i løbet af søndag aften og natten til mandag.
Søndag den 5. juli klokken 10:36 har DMI udsendt et varsel for skybrud og torden for hele landet, gældende for søndag aften og natten til mandag.
I løbet af søndag eftermiddag vil der blive dannet et vejrsystem, bestående af kraftige regn- og tordenbyger, over Holland og Nordvesttyskland. Ifølge DMI er der risiko for at vejrsystemet bringer skybrudsagtig regn, hagl og kraftige vindstød samt kraftig torden i løbet af søndag aften og natten til mandag.
DMI mener at vores område vil blive ramt i to omgange. Første gang allerede søndag aften, hvor det meste af Sydsjælland forventes at få meget regn. Ved 2-tiden natten til mandag vil en egentlig regnfront passere henover hele Sjælland. Den ventes at være forbi ved 5.00-tiden, viser forudsigelserne på DMIs hjemmeside.
TV 2 Vejret mener dog at der hersker stor usikkerhed om hvor uvejret bevæger sig hen. Nogle prognoser lader det ramme Danmark direkte mens andre lader det værste uvejr gå lige syd om Danmark og ramme især det østlige Tyskland og senere Polen.
De norske meteorologer advarer også om regn i Faxe Kommune. De forventer at der vil falde mellem 0,3 – 8,4 millimeter ved Faxe og mellem 1,0 og 12,8 millimeter ved Haslev, mellem klokken 01 og 03 natten til mandag.
De kraftige regn-og tordenbyger afløser den massive varme der ligger over hele landet. På bagsiden af uvejret forventes mere normale sommertemperaturer, mellem 15 og 20 grader.
Kommentarer