Faxe Ladeplads

Helhedsplan i Faxe Ladeplads

Debat: ’Ved købet af Gefion og naboejendommen bliver der mulighed for at udarbejde en helhedsplan for området i samarbejde med borgerne …….’” siger vores borgmester, der virkelig vil os det bedste.

Indsendt af Hanne Løkke Winther, Frederiksvej 5A, Faxe Ladeplads

Den helhedsplan, der omtales, er altså en forudsætning for det, der skal ske nu.

Men det er ikke nogen let opgave, for der er mange interesser, der skal tilgodeses. ‘Kønnere by’, der kun er en lille gruppe under ‘Liv i Ladepladsen’, taler for nedrivning og derefter et torv eller et glashus, men det står de alene med.

Alle andre mener, at Gefion skal bevares:

Den bevarende byplan af 2002 fremhæver at de gamle røde huse i Faxe Ladeplads har en særlig værdi, som er kernen i byens identitet. Og Gefions Venner vil bevare de historiske kvaliteter i bygningen, både for den fælles ånd, der skabte Faxe Ladeplads’ succes som driftig ferieby, og fordi Gefion kan blive et fyrtårn for vor turisme, motoren i kampen for indtægter og arbejdspladser. Og her er hvad fagfolkene, arkitekterne, mener:

‘Kønnere By’ fik 10.000 kroner fra Nordea fonden til et arkitektforslag vedrørende Gefions nedrivning. Arkitekten anbefalede en bevaring! Citat: ‘Fjerner man Gefionhuset, får bymidten alt for mange åbne og udefinerede rum. Der er behov for at ’stramme’ gaden op for eksempel med træer, og de store P-arealer og den store græsplane skal også ’behandles’ for at få intimiteten tilbage i byen. Fjerner man Gefion huset er der ingen bygninger der ’bærer’ pladsen

I en efterfølgende dialog mellem Kønnere By og Faxe Kommune om nedrivning  svarer Faxe Kommunes byplanlægger Michael Saugstrup Nielsen med en henvisning  til ovenstående og tilføjer: ‘Hertil stiller Faxe Kommune spørgsmål ved, om der er basis/kundegrundlag for en plads i den størrelse i Faxe Ladeplads? Vi vurderer, at der er risiko for, at resultatet bliver en forblæst plads, hvor der kun er liv ved markedsdage og juletræstænding…..’ (Mon han mener, at Gefionpladsen kan erstatte ‘Lunden’, så hele området omkring kirken kan blive en del af det nye industriområde?)

Karen Margrethe Olsen, som er formand for Landsforeningen for bygnings- og landskabskultur har videresendt et forslag til en udvendig restaurering af Gefion, som er udført af Restaureringsarkitekt Peter Beerings tegnestue i 2004 – til Faxe Kommune. I sin kommentar til planen om nedrivning af Gefion skriver hun bl.a:  ‘Man skaber ikke udvikling i Faxe Ladeplads ved at tillade overgreb mod det bymiljø, som er en væsentlig årsag til, og fortsat forudsætning for, at byen kan få succes som bosætnings- og turistby. Den moderne forbruger “handler” historier i lige så høj grad som varer og nye bosættere søger byer med historie og ægthed.’ Artiklen står på Gefions Venners facebooks side samt herunder.

Læs også: Bygningsbevaring – et aktiv for lokal udvikling

Jeg håber, at denne lille opridsning af meninger om Gefionbygningen/Gefionpladsen kan bringe os lidt nærmere et overblik, der kan danne grundlag for den videre proces. Tak til ”Kønnere By” for at bombardere politikerne og skubbe sagen frem.

Tak til byrådet for at ofre 3.3 mil på at bringe Faxe Ladeplads videre. Tak til Gefions Venner for at forsvare arvesølvet. Og lad os så komme i gang med planlægning af hele bykernen. Tiden er ikke til særstandpunkter. Vi har brug for en fælles, fair og fremtidssikret løsning.

 

Kommentarer