Faxe by

Henrik Brandt indstillet til prisen som Årets Leder

Faxe: Royal Unibrew’s direktør Henrik Brandt er blevet indstillet til prisen som Årets Leder.

Prisen som Årets Leder uddeles for 15. gang, og det sker torsdag den 24. november på konferencen Ledelsens Dag i København. Årets Leder 2016 kan træde ind i et ærefuldt selskab af prismodtagere, som blandt andre tæller Lego-direktør Jørgen Vig Knudstorp, Lakridskongen Johan Bülow og oberst Kim Kristensen.

Blandt de fem nominerede til prisen er CEO for Royal Unibrew Henrik Brandt. Siden 61-årige Henrik Brandt satte sig i direktørstolen i bryggeriet med hovedsæde i Faxe i 2008, er det med blandt andet frasalg af dårlige forretningsdele og rebranding af bryggeriets øl lykkedes at vende en truende konkurs til en succeshistorie. Seneste årsregnskab viste en rekordomsætning på over seks milliarder kroner, og Henrik Brandt kom tidligere på året på top tre i en vurdering af topcheferne i 50 børsnoterede virksomheder. Han er uddannet cand.merc. og MBA fra Stanford University i Californien.

Læs også: Direktør Henrik Brandt har fået Ridderkorset

De øvrige fire kandidater til prisen som Årets Leder 2016 er:

  • Direktør i Børnecancerfonden Marianne Benzon Nielsen, 55 år.
  • Arkitekt og leder af arkitektgruppen og tegnestuen Bjarke Ingels Group (BIG) med kontor i både New York og København Bjarke Ingels, 42 år.
  • Kommunaldirektør i Helsingør Stine Johansen, 41 år.
  • CEO i Vestas Anders Runevad, 56 år.

Interesserede kan læse mere om kandidaterne på www.lederne.dk. Her kan man også stemme på den kandidat man synes skal væe årets leder.

Formanden for Lederne Svend Askær mener, at der er tale om det måske stærkeste og mest alsidige felt af kandidater i kåringens 15-årige historie.

– Uanset, om der er medgang eller modgang i virksomheden, om der skal hyres eller fyres, og om der skal eksekveres, tænkes langsigtet eller tænkes kreativt er der brug for dygtige, innovative ledere, som tager ansvar, udstikker retningen og er rollemodeller for så vel medarbejdere som lederkolleger, siger Svend Askær. og han fortsætter:

– Igen i år har vi set rigtig mange bemærkelsesværdige eksempler på ledere, som gør en forskel både for deres virksomhed og medarbejdere. Det har derfor været svært at udvælge kandidaterne til ledelsesprisen mellem alle disse exceptionelt dygtige ledere, og jeg er meget spændt på, hvem af de fem nominerede prisen går til.

Hvem, der den 24. november kan smykke sig med titlen som Årets Leder 2016, afgøres ved en afstemning blandt danske ledere på Ledernes hjemmeside. Afstemningen er startet og alle kan stemme.

Komiteen, der har fundet frem til årets fem kandidater, består af finansminister Claus Hjort Frederiksen, headhunter og stifter af The Personal Business Plan Stephen Bruyant-Langer, professor på CBS Henrik Holt Larsen, koncerndirektør for ATP´s administrationsforretning Lilian Mogensen, direktør i Copydan BilledKunst Torben Gammelgaard, Ledernes formand Svend Askær og salg- og marketingchef hos Lederne Uffe Daub.

Kommentarer