Henrik Drent udstiller i Æblehaven tre måneder

Faxe: Henrik Drent fra Faxe Ladeplads udstiller 20 malerier med motiver fra lokalområdet i Æblehaven de næste tre måneder

Henrik Drent, der fortrinsvis arbejder med motiver fra Sydsjælland, på grund af naturen og lyset her, eksperimenterer med en teknik der giver en let og næsten gennemsigtig udgave af akrylmaleriet, der både har oliemaleriets tyngde og akvarellens gennemsigtighed.

Henrik Drent deler gerne ud af sin store viden om tegning og kombinationen af akryl og akvarel, bl.a. som underviser af AOF-hold på Nordvangsskolen i Haslev og LOF-hold på Hylleholt Skole i Faxe Ladeplads. Fremover vil Henrik Drent også undervise Æblehavens hold i Tegning/Maling på tirsdage mellem kl. 13.00 og 15.00 Holdet starter d. 13. september og kører til den 13. december.

De udstillede billeder kan erhverves for priser der ligger mellem 1.200 og 2.400 per maleri, prislisten ligger i receptionen.

Æblehaven er ,som et af Faxe kommunes dagcentertilbud, både et aktivitetshus, hvor man kan dyrke sine hobbyer, møde gamle og nye venner, få og give nye ideer, og et dagcenter for de pensionister, der har behov for pleje.

”Alle er velkomne til at kigge ind for at se udstillingen. Vi har åbent mellem 8 og 16 på alle hverdage” udtaler Henrik Vitsbøll, Æblehavens centerchef, til Faxe.nu

 

Kommentarer