Rønnede

Hesteejendom ved Rønnede sendt på tvangsauktion

Rønnede: Statens bank Finansiel Stabilitet har sendt en landbrugsejendom på Krogvænget 5, syd for Kongsted Borup, på tvangsauktion

Landbrugsejendommen på Krogvænget 5, der er udlejet, beskrives som en er en 4-længet gård, der – bortset fra stuehuset – er under ombygning, således at de 3 sammenbyggede længer fremstår helt åbne og mangler en del færdiggørelse. Den ene længe indeholder 3 hestebokse i stål, som tilhører lejer.

Stuehuset, der er på 198 m² inklusive udnyttet 1. sal, er opført i 1908 i røde mursten med skifereternit. Der er gamle vinduer i hele ejendommen samt trægulve og trælofter i det meste af huset.

Stuehuset indeholder; entre med trappe til 1. sal, ældre flisebadeværelse med badekar, vinkelstue med brændeovn, spisestue, værelse samt stort spisekøkken med hårde hvidevarer. Fra køkken er der adgang til fyrrum med ældre oliefyr samt lille vindfang. 1. salen er indrettet med repos/lang gang med adgang til tre store værelser.

Jorden på 140.076 m², der primært anvendes til hestefolde, hvor lejer har ca. 30 heste gående, er beliggende rundt om ejendommen.

På ejendommen forefindes herudover en maskinhal opført i stål på 18 x 24 meter, en ældre rundbuehal/halmlade på 11 x 22 meter samt en mindre rundbuehal, der er flytbar og ifølge det oplyste tilhører lejer. Stålhallerne fremgår ikke af BBR-ejermeddelelsen.

I haven er der et lille træhus, der anvendes som sadelrum.

Lejer har de sidste 5 – 6 år drevet stutteri og maskinstation fra ejendommen. Under besigtigelsen oplyste lejer, at alle heste, maskiner og køretøjer tilhører ham.

Lejer oplyste endvidere, at den aktuelle månedlige leje udgør 10.000 kroner.

Ejendommen er beliggende i landlige omgivelser med kuperet terræn grænsende op til motorvejen. Der er cirka 5 km til Rønnede med indkøbsmuligheder og institutioner samt motorvejstilkørsel.

Ejendomsværdien er på 3.050.000 kroner.

Tvangsauktionen afholdes onsdag den 7. november klokken 11:30 ved Retten i Næstved

Kommentarer