Karise

Hidtil bedste årsresultat for Danish Agro

danish_agro

Karise: Danish Agro koncernen opnåede i 2014 det hidtil bedste årsresultat til gavn for både kunder og ejere

Danish Agro, der har hovedsæde i Karise, realiserede i 2014 et resultat før skat på 550 millioner kroner. Det er koncernens hidtil bedste resultat, og det ligger 48 millioner kroner højere end resultatet i 2013 – en forbedring på 9,5 procent. Resultatet før skat forrenter primo egenkapitalen med 19,6 procent.

Koncernchef i Danish Agro, Christian Junker, er yderst tilfreds med det forløbne år:

– Det er med stor tilfredshed, at jeg kan konstatere, at vi har nået alle de strukturelle og finansielle mål, vi havde sat os for i 2014. Især vores finansielle position er blevet styrket. En stærk balance kombineret med en sund indtjening stiller os i en rigtig god finansiel position, siger han.

En god finansiel position og en sund økonomi er, ifølge Christian Junker, den vigtigste forudsætning for at kunne forblive en konkurrencedygtig samarbejdspartner for dansk landbrug.

Læs også: Danish Agro havde det hidtil bedste årsresultat i 2013

– Et stærkt finansielt fundament er udgangspunktet i vores vækststrategi, hvor vi har et erklæret mål om at vokse 10 % om året. Det er det, der skal til for at vi fortsat kan være den bedst mulige partner til landbruget og tilbyde produkter til konkurrencedygtige priser. Årets fald i omsætning viser med alt tydelighed, at det fald der sker i totalmarkedet påvirker os, hvis vi ikke gør noget for at kompensere for dette fald. Vi er et spejl af udviklingen i landbruget. Koncernens vækst kommer i step, og i 2015 tager vi et betydeligt spring, når de opkøbte tyske aktiviteter bliver en del af vores forretning, siger Christian Junker.

Styrket internationalt samarbejde

2014 blev primært kendetegnet ved en styrket markedsposition på koncernens udvidede hjemmemarked – Skandinavien og Østersøregionen. I dag står Danish Agro koncernen som et af de to største grovvareselskaber i denne region.

Bestyrelsesformand i Danish Agro, Jørgen H. Mikkelsen, er meget tilfreds med de mål, som Danish Agro koncernen har realiseret i 2014:

– Bestyrelsen i Danish Agro og jeg personligt er yderst tilfreds med den måde, Danish Agro har formået at blive en endnu stærkere samarbejdspartner for danske landmænd i 2014. Resultaterne taler for sig selv, og det skyldes ikke mindst ledelse og medarbejderes evne til at omsætte handling til resultater. At vi igen i år har været i stand til at reducere omkostninger og øge indtjeningspotentiale bekræfter, at den valgte strategi om at investere internationalt er helt nødvendig, for at kunne bære øget konkurrencekraft hjem til danske landmænd, siger Jørgen H. Mikkelsen og fortsætter:

– Det glæder mig også, at vi på grund af det gode resultat igen i år kan tilgodese vores medlemmer gennem overskudsudlodning. Det er et naturligt mål for os som andelsselskab, at vi er i stand til at præmiere vores medlemmer, når de økonomiske forudsætninger er til stede.

Resultat 2014

Omsætningen i 2014 var på 24,1 milliarder kroner mod 25,1 milliarder kroner i 2013, hvilket er et fald på 4 procent. Faldet kan alene henføres til prisfald på de produkter, koncernen handler med. Det skønnes, at totalmarkedet er faldet med 8-10 procent.

Efter skat realiserede Danish Agro koncernen et overskud på 449 millioner kroner, hvilket forrenter egenkapitalen primo med 16 procent. Koncernens egenkapital er øget med 365 millioner kroner fra 2.804 millioner kroner til 3.169 millioner kroner. Koncernens soliditet udgør nu 30 procent imod 28,6 procent året før.

Forventninger til 2015

Danish Agro koncernen forventer i 2015 en omsætning på cirka 31 milliarder kroner svarende til en vækst på små 30 procent. Koncernen stiler mod et resultat før skat i niveauet 565 millioner kroner efter afskrivninger på cirka 420 millioner kroner. Koncernbalancen forventes øget til cirka 13,5 – 14 milliarder kroner. Egenkapitalen øges til niveauet 4,1 milliarder kroner svarende til en soliditet i niveauet 30 procent.

Koncernen vil i 2015 fokusere på at integrere de nytilkøbte forretninger og få trukket maksimale synergier ud af koncernens mangeartede aktiviteter.

Læs mere på danishagro.dk

Kommentarer