Haslev

Historisk fremgang til Sparekassen Sjælland-Fyn

Se billedserie

Sparekassen Sjælland-Fyn, der har filialer i både Faxe og Haslev, har et solidt overskud og historisk fremgang. De vil ikke lukke en eneste filial.

Sparekassen Sjælland-Fyn, der har filialer på Torvegade i Faxe og Jernbanegade i Haslev, har fremlagt et kvartalsregnskab med meget tilfredsstillende indtjening og faldende nedskrivninger.

Med afsæt i den meget tilfredsstillende udvikling i årets første tre kvartaler har sparekassen besluttet at lancere en ny dynamisk strategi ”Nye veje”. Samtidig lægger sparekassens bestyrelse op til en styrkelse af kapitalstrukturen blandt andet ved en aktieemission i 2018 med indbygget fordel for nuværende aktionærer.

’Nye veje – det gælder om at holde sammen’

Sparekassen har succes med sin særlige forretningsmodel og filialstrategi, hvor de har valgt at styrke deres filialer, etablere nye og ikke lukke en eneste filial. Lokalsamfundene kan stole på, at den lokale sparekasse bliver i byen, og at de etablerer nye filialer – også i mindre lokalsamfund.

Denne strategi betyder, at de tidligere på året rundede 150.000 kunder, og det forventes, at de inden for en overskuelig tid runder 160.000 kunder. Derfor skal sparekassen fortsat udvikles, hvis de skal fortsætte med at bidrage til udviklingen i lokalsamfundene på Sjælland og Fyn.

På den baggrund lancerer sparekassen en 4-årig strategi: ”Nye veje – det gælder om at holde sammen”.

Øget effektivitet og robust fundament

Strategien ”Nye veje” betyder, at sparekassen styrker tre områder: privat, erhverv og formue. Den finansielle målsætning indeholder 4 fixpunkter: Øget effektivitet, solid rentabilitet, høj indtjening pr. omkostningskrone og et robust fundament samtidig med, at sparekassen fastholder og udvikler filialnettet.

– Dermed ikke sagt, at vi forlader vores værdigrundlag. Sparekassens formål handler fortsat om mere og andet end at skabe profit. Vores historiske samfundsansvar handler også om, at vores kunder kommer før den sidst indtjente krone på bundlinjen, og at sparekassen drives som et fællesskab, understreger administrerende direktør Lars Petersson.

47 filialer og 4 erhvervscentre

Sparekassen driver 47 filialer og 4 erhvervscentre. Med åbningen af et erhvervscenter i hovedstaden er sparekassen i høj grad et oplagt valg for især mindre og mellemstore virksomheder med de fire erhvervscentre placeret i Holbæk, Næstved, Odense og København.

Lokale og digitale

”Nye veje” betyder også fokus på yderligere digitalisering og FinTech, så sparekassen udvikler i løbet af de kommende år et stærkt og konkurrencedygtigt digitalt tilbud til kunder over hele landet.

Resultatet for 3. kvartal

Resultatet for 3. kvartal steg meget tilfredsstillende med 28 procent til 204,6 mio. Samtidig præciseres basisindtjeningen til niveauet 310-330 mio. for hele 2017, og nedskrivninger og tab for hele året reduceres igen til nu maksimalt 35 mio. kr. Med en vækst i udlån på mere end 13 procent præsterer sparekassen dermed endnu et historisk solidt kvartal.

Aktieemission 2018

For at sikre kapitalgrundlaget til sparekassens offensive strategi gennemføres i foråret 2018 en kapitaludvidelse, der skal tilføre sparekassen 400-450 mio. kr.

Kapitaludvidelsen gennemføres som en emission med fortegningsret, hvor sparekassens nuværende aktionærer får fortrinsret til at tegne nye aktier på favorable vilkår. Samtidig optimerer sparekassen sin kapitalstruktur ved at omlægge lån til en forventet nedsat rente.

Kommentarer