Haslev

Hjælp en ny nabo på plads i kommunen

jonna_dyrmose

Haslev: Faxe Kommune inviterer alle, som kunne tænke sig at give tilflyttere en god modtagelse, til møde

Torsdag den 16. april indbyder Faxe Kommune til møde for alle, som kunne tænke sig at give tilflyttere en god modtagelse.

Alle kan blive en del af det tilflytternetværk, Faxe Kommune er ved at stable på benene. Her kan man udveksle idéer, erfaringerne og tilbyde konkret hjælp til nye naboer.

Der er gode erfaringer fra andre kommuner, hvor borgere hjælper andre borgere, som har købt hus i nabolaget, til at finde kontakter og byde velkommen i deres lokale område, by eller kommune. Invitationen gælder både tilflyttere, som allerede kender kommunen, og personer, som er vokset op i kommunen.

Tilflytternetværket handler ikke specifikt om flygtninge.

Læs også: Åbent Hus for tilflyttere til Faxe Kommune

Det er uforpligtende at møde op til mødet den 16. april. Man kan tilmelde sig og være aktiv i netværket, eller man kan deltage i mødet for blot at høre nærmere om det.

En af de borgere i kommunen, som allerede har besluttet sig for at blive en del af netværket, er Jonna Dyrmose.

Hun flyttede til Haslev med sin mand for 15 år siden. De ville væk fra storbyen, ud til frisk luft, skov, smukke herregårde og vandet. Jonna er oprindeligt fra Middelfart, så at være tæt på kysten, det betyder meget.

– Vi oplevede selv hvor svært det kan være at falde på plads, når man flytter til et nyt sted. Folk kender allerede hinanden godt, og det kan være svært at blive en del af de stærke netværk, som allerede findes, siger Jonna

Jonna Dyrmose gik på efterløn for to år siden og havde et ønske om at blev engageret i frivilligt arbejde. Efter samtale med udviklingskonsulent hos Faxe Kommune, Asya Sarikaya, blev fokus rettet mod arbejdet omkring tilflyttere.

– Vi har selv en del idéer, men det er meningen, at vi skal få så mange idéer frem på mødet som muligt, siger Jonna Dyrmose.

– Jeg forestiller mig selv, at man i løbet af året kunne arrangere ture til forskellige af kommunens seværdigheder, foreslår hun.

Mødet finder sted i den store mødesal på biblioteket i Haslev. Kommunen byder på lidt lækkert til ganen.

Det er en god idé at tilmelde sig hos Jonna Dyrmose på telefon 40 30 00 16 eller Asya Sarikaya på telefon 29 42 17 75.

Arrangementet foregår torsdag den 16. april klokken 19.30 til 20.30 på Haslev Bibliotek, Jernbanegade 62, 4690 Haslev.

Kommentarer