Hjælp politiet – hold øje og ring 114

politibil-faxe

Faxe Kommune: Nabohjælp og generel opmærksomhed i lokalområderne er en uvurderlig hjælp i kampen mod indbrudstyve

En af de mest effektive metoder til at undgå og forebygge indbrud er, når borgerne hjælper politiet ved at holde øjne og ører åbne i deres lokalområde og slå alarm, hvis de opdager noget mistænkeligt.

Det er der heldigvis mange, der gør, og kontakter politiet på 1-1-4, hvis de opdager et eller andet, der virker mærkeligt i deres lokalområde. Det kunne for eksempel være en kassevogn, der kører langsomt rundt i kvarteret, lys eller aktivitet ved et hus, hvor ejeren ikke er hjemme, eller ukendte personer, der virker mistænkelige.

– Men vi kan sagtens bruge endnu flere opkald fra årvågne borgere. Hvis borgerne fungerer som vores øjne og ører i deres lokalområde, og ringer til os, så snart de opdager noget mistænkeligt, så gør vi alt, hvad der står i vores magt for at levere en hurtigt og effektiv indsats og få anholdt gerningsmændene. På den måde kan vi sammen få fanget indbrudstyvene, appellerer politiinspektør Thorkild Steen Jensen.

Læg mærke til

Hvis man som borger ser noget, der er ud over det sædvanlige, og som virker mistænkeligt, så skal man ikke tøve med at ringe til politiet på telefon 1-1-4. Det kunne for eksempel være:

• En kassevogn, der ikke plejer at holde på vejen.

• En bil, der kører langsomt forbi – og måske flere gange.

• Nysgerrige personer, der ikke virker, som om de hører til i området.

• Lys eller aktivitet ved huse, hvor ejeren ikke er hjemme.

• Personer, der ringer på, under mærkelige påskud.

På Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside www.dkr.dk og på www.stopindbrud.dk kan der læses mere om, hvordan man forebygger indbrud.

Kommentarer