Haslev

Hjælp Politiet – Pas på hælervarer

Faxe Kommune: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har fuld fokus på at få nedbragt antallet af indbrud i privat beboelse

Livet for indbrudstyvene vil blive meget mere besværligt, hvis der ikke er nogen der køber tyvekosterne.

Stjålne varer omsættes ofte gennem privatsalg, på Internettet, avisernes brugtkøbs-annoncer, og på loppemarkeder. Man bærer selv ansvaret for, at det man køber, ikke er stjålet. Få altid en kvittering og legitimation med navn og adresse på den person, man køber varen af.

Hæleri straffes ligeså hårdt som tyveri. Det vil sige enten bøde- eller fængselsstraf. Desuden skal man altid aflevere en stjålen ting tilbage, også selv om man ikke var klar over, at det man købte, var stjålet.

Gør det sværere for tyven at afsætte de ting, han har stjålet, ved at mærke værdigenstande fx med en gravørpen. Man kan få mærkater hos politiet med ”Operation Mærkning”, til at sætte på hoveddør eller vinduer, så tyven ved, at tingene mærkede.

– Det, der for alvor kan gøre en forskel i kampen mod både indbrud og hæleri, er de mange årvågne borgere, der ringer og fortæller politiet, hvis de opdager noget mistænkeligt eller har oplysninger, som kan være vigtige i forbindelse med at afsløre hæleri, fortæller politiinspektør Thorkild Steen Jensen.

På Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside  kan man læse om hvordan man forebygger hæleri.

 

Kommentarer