Hjælp til selvhjælp er en succes
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2012/11/rollator.jpg)
Faxe Kommunes rehabiliteringsindsats er en succes, det viser evaluering af det første års indsats
I 2012 fik 36 borgere et træningsforløb som led i projektet ”Godt liv – Hver dag”, med henblik at forbedre og fastholde deres evne til at klare flest mulige af hverdagens aktiviteter selv. Heraf kunne de 29 efterfølgende visiteres til mindre hjemmehjælp og kun syv får fortsat uændret eller mere hjælp.
– Det er et rigtig flot resultat, udtaler Mogens Stilhoff , formand for Social- og Sundhedsudvalget.
– Vi får mange positive tilbagemeldinger og flere af vores borgere har givet udtryk for, at de har oplevet en klar forbedring af deres livskvalitet. Det gør en stor forskel, når man kan klare mere selv og er mindre afhængig af andre.
Social- og Sundhedsudvalget er derfor klar til at fortsætte initiativet:
– De gode resultater har styrket vores tro på at ”Godt liv – Hver dag” er vejen frem. Vi er derfor klar til at brede indsatsen ud, så rehabilitering fremover bliver det primære fokus på plejeområdet overalt i Faxe Kommune. Det vil uden tvivl give os flere gode resultater i de kommende år.
Faxe Kommunes rehabilitering
Faxe Kommune har siden januar 2012 haft ekstra fokus på rehabilitering på plejeområdet.
Filosofien er, at borgerne skal hjælpes til at kunne klare mest muligt selv. Det er hjælp til selvhjælp.
Kommunens medarbejdere skal derfor i vidt omfang arbejde ”med hænderne på ryggen”.
”Godt liv – Hver dag” er indført som et nyt tiltag i hele Faxe Kommune 1. januar 2013.
Kommentarer