Haslev

Hjælpelinje til spilafhængige skifter hænder

Birgitte Sand, dir. i Spillemyndigheden og Susanne Mørch, adm. dir. i Danske Spil. Ludomanilinjen bliver til StopSpillet, men tlf. nr. er stadig det samme.

I mere end syv år har personer med spilafhængighed og deres pårørende kunnet ringe gratis og anonymt til Ludomanilinjen hos Danske spil. Fra nytår overgår Ludomanilinjen til den statslige styrelse Spillemyndigheden.

I 2011 åbnede LudomaniLinjen for første gang telefonerne for personer, som oplevede problemer med spilafhængighed samt deres pårørende. Siden har mere end 3.000 personer ringet og bedt om råd og hjælp.

2. januar er det dog store skiftedag. Fra nytår vil det nemlig ikke længere være Danske Spils rådgivere i Brøndby, der tager telefonen. Det vil derimod være ansatte hos Spillemyndigheden, der vil tage imod opkald på samme velkendte telefonnummer. Det er en del af den nye politiske aftale om ansvarligt spil, som blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i sommer.

– Vi har været stolte af at huse LudomaniLinjen og være med til at hjælpe personer, der oplever problemer med spil. Det ansvar har vi glædeligt taget på os. Men nu er det enormt positivt, at der oprettes en statslig linje, som er fælles for alle, og som hele branchen støtter op om. Vi er glade for, at Spillemyndigheden kommer til at varetage den opgave for hele branchen, og vi står selvfølgelig klar til overlevere vores erfaringer og bidrage med al den hjælp, vi kan, siger Susanne Mørch Koch, adm. direktør i Danske Spil A/S.

LudomaniLinjens formål har været at give spillere og pårørende råd og vejledning om problemer med spil og ved behov henvise til behandling for spilleafhængighed hos de statsstøttede ludomanibehandlingssteder i Danmark. LudomaniLinjen har været drevet og finansieret af Danske Spil, der i 2018 har fået mere end 700 opkald.

Den politiske aftale omfatter bl.a., at Spillemyndigheden på statens vegne skal oprette og drive en spilafhængigheds-hotline, som alle spilleudbydere skal være med til at betale og støtte. Det er den hjælpelinje, som træder i kraft den 2. januar.

Hos Spillemyndigheden ser man frem til, at den nye hjælpelinje åbner for opkald efter nytår:

– I Spillemyndigheden har vi arbejdet målrettet på at sikre den bedst mulige etablering af den nye hotline ”StopSpillet”. I den forbindelse vil vi gerne takke Danske Spil for et yderst positivt og konstruktivt samarbejde. Danske Spil har mange års erfaring med at drive LudomaniLinjen, og vi er taknemmelige for at have fået et indblik i deres erfaringer. Det har været meget værdifuldt for os og de medarbejdere, som nu skal tage telefonerne, at få adgang til Danske Spils vejledninger, instrukser og gode råd, siger Birgitte Sand, direktør i Spillemyndigheden.

Den nye hjælpelinje har fået navnet StopSpillet. Den åbner den 2. januar kl. 9 og vil have åbent mellem kl. 9 og 21 man-tors. Og fredag til kl. 17. Linjens rådgivere kan nås på 70 22 28 25. Flere informationer om hjælpelinjen kan findes her.

Kommentarer