Hjemvendt soldat fortæller på Haslev Bibliotek

Haslev: På tirsdag kan man høre foredraget – Når rygsækken sprækker – om at komme hjem fra krig
Tirsdag den 5. november inviterer AOF Østsjælland til et spændende foredrag om hvordan er det at komme hjem fra krig.
Hvordan finder soldater ro i Danmark, når rygsækken sprækker af oplevelser og angstlidelsen PTSD? Og hvad kan pårørende gøre?
De færreste pårørende ved, hvad krigsveteraner tænker, når de vender hjem fra krigen. Dette foredrag giver et hudløst ærlig indblik – fortalt af en veteran selv. Han fortæller om sit eget liv og skildrer sine dramatiske oplevelser.
Der vil være to foredragsholdere, og den ene er Martin Stawitzki. Han kom hjem fra Balkan i 1995 og har forsøgt at finde ro fra krigen i Danmark. Han fortæller om de 17 år, der er gået. Om at tage imod sine dødeligt sårede kammerater under udsendelsen. Hvordan han blev aggressiv, da han kom hjem. Og hvordan følelserne fra udsendelsen vendte tilbage, da han efter 14 år gik ned med stress på jobbet.
Martin Stawitzki medvirker bogen Krigsveteran for altid, hvor i alt fem tidligere udsendte fortæller om deres vej tilbage mod roen fra krigen. Bogen er blevet modtaget med begejstring af veteranmiljøet.
Forfatter Morten Thomsen har under researchen til bogen været i veteranmiljøet i 1½ år og har talt med mere end 50 forskellige veteraner, pårørende og fagpersoner. Han vil afsløre, hvordan det har været at komme hjem fra krig for de fleste soldater. Og hvad veteranerne selv og andre kan gøre for at finde roen.
Foredraget henvender sig til både nuværende, tidligere og kommende soldater og deres pårørende. Både almindelige danskere og dem, der har et familiemedlem eller ven, som har været udsendt eller skal af sted, får et unikt indblik i, hvordan krigen ændrer soldater.
Undervejs vil både krigsveteranen og forfatteren komme med gode råd til, hvordan både veteraner selv og deres pårørende kan håndtere disse situationer. Og der vil være mulighed for, at tilhørerne stiller spørgsmål efter foredraget.
Alle er velkomne. Foredraget koster 50 kroner.
Man kan tilmelde sig via AOF Østsjællands hjemmeside eller på telefon 5631 6912.
Foredraget finder sted tirsdag den 5. november mellem klokken 19 og 21 på Haslev Bibliotek i Jernbanegade i Haslev.
Kommentarer