Vandsektoren fik i dag i Højesteret medhold i Danmarkshistoriens største skattesag. Sagen handler om den skattemæssige værdisætning af vandselskaber og kunne være endt med en regning på op til 36 mia. kr. i ekstra skat til danskerne.

– Vi er meget tilfredse med, at Højesteret har givet vandsektoren medhold i, at SKAT ikke har fulgt de politiske intentioner i forhold til fastsættelse af de skattemæssige åbningsbalancer og dermed virksomheders og danskernes betaling af skat via vandregningen. siger direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen.

DANVA og Danske Vandværker har sammen kæmpet for sagen på vegne af medlemmerne og i sidste ende vandkunderne siden 2011.

– Alene SKATs egne beregninger dokumenterer, at de politiske intentioner med vandsektorloven om lavest mulige priser ikke blev efterlevet af SKAT. Der er tale om lovsjusk, som vi på vegne af danskerne har ønsket at rette op på. Skattelovgivningen er aldrig blevet udformet af embedsværket og implementeret, som det var ønsket og besluttet af politikerne bag vandsektorloven. Men det har Højesteret nu rettet op på, siger Carl-Emil Larsen.

To principielle retssager blev forhandlet den 25. og 26. oktober i Højesteret, der var sat med hele syv dommere mod normalt fem, hvilket afspejler sagens ekstraordinære karakter. Det var under forhandlingerne tydeligt, at de syv højesteretsdommere havde dyb indsigt i den komplicerede problemstilling og stillede særdeles kritiske spørgsmål til parternes advokater – ikke mindst advokaterne, der repræsenterede Skatteministeriet.

– Udgiften til vandselskabernes skattebetaling er en indirekte beskatning af de danske borgere og virksomheder. Selskaberne har jo kun ét sted at sende regningen hen, nemlig til forbrugerne, siger direktør i Danske Vandværker, Susan Münster.

Vandsektorloven skal sikre danskerne lave, stabile priser og vandselskaberne bedst mulige rammer. Med Højesterets omgørelse af landsrettens dom fra januar 2018 forsvinder skatteuligheden nu for vandkunder, der ifølge en redegørelse fra Skatteministeriet ellers ville kunne få deres vandregning til at stige over tid med 36 mia. kr.

Hvis Højesterets afgørelse var gået vandsektoren imod ville konsekvensen have været en risiko for betydelige stigninger på vand- og spildevandsregningen både hos familier og virksomheder. F.eks. kræver SKAT, at Hjørring Vandselskab A/S betaler en skatteregning på ca. 620. kr., der skal betales af vandkunderne over taksten over en periode på ca. 90 år. Et andet eksempel er fiskemelsfabrikken TripleNine i Lemvig, der skal sætte 300.000 kroner mere af til ekstraskatten på vand årligt på grund af SKAT’s værdisætning af vandselskabet der.

Af bemærkningerne til vandsektorloven 2009 fremgår det, at vandselskabernes skattebetaling på lang sigt skulle være i størrelsesorden 100 mio. kr. årligt. DANVA og Danske Vandværker kan dog konstatere, at det beløb fra starten er overskredet år efter år.

Vi vil nu se nærmere på præmisserne for Højesterets dom for at vurdere rækkevidden for de bagvedliggende 273 skattesager ved Landsskatteretten.

Vandselskaber er hvile-i–sig-selv selskaber, hvorfor de principielt ikke genererer økonomiske driftsoverskud. Den skattemæssige værdisætning har betydning for vandselskabets skattefradrag og dermed for omfanget af dets skattebetaling. Skatteansættelse bestemmes ud fra markedsværdien, men da vandselskaber ikke må optjene et overskud, er der reelt ikke et marked. Der har derfor ikke været handlet vandselskaber, hvorfor markedsværdien er ukendt. Det er uenigheden om måden at værdiansætte vandselskaberne på, som domstolene har taget stilling til.

Cirka en tredjedel af danskerne er ikke berørt af den skattemæssige værdiansættelse, fordi deres vandselskab er blevet vurderet af SKAT før 2007 på en anden måde end de vandselskaber, der forsyner to tredjedele af danskerne.

Forligskredsen bag vandsektorloven besluttede i 2009 for at undgå håbløs gældsætning af vandsektoren, at det som et tillæg til låntagning skulle være muligt for selskaberne at finansiere investeringer gennem opkrævning af såkaldte historiske afskrivninger over taksten. Forligskredsen aftalte samtidig, at denne finansieringsmulighed skulle håndteres, så den ikke medførte en utilsigtet skattebetaling. Den opgave fuldførte Skatteministeriet desværre aldrig.