Højst 24 elever i 0. klasse
I den kommende uge holder alle byrådets udvalg møder. I Børn & Læring stiller SF forslag om, at der fra 2018 målsættes et max. på antal elever i klasserne, således der ikke oprettes nye 0. klasser med mere end 24 elever. I øjeblikket er denne grænse sat ved 28 elever, hvilket vi i SF mener er alt for højt.
Indsendt af Henrik Friis, Rønne Alle 9, 4653 Karise. Byrådsmedlem for SF
Der er mange velbegrundede argumenter bag forslaget. God undervisning forudsætter generelt, at lærerne har god tid til den enkelte elev. Med mindre klasser kan den pædagogiske indsats styrkes overfor elever med særlige læringsforudsætninger. De fysiske rammer i skoleklasserne er mange steder langt fra velegnet til så store klassestørrelser. Argumentlisten kan sagtens gøres meget længere.
SF er naturligvis klar over, at forslaget på sigt vil kræve flere økonomiske midler tilført skolerne, da der alt andet lige vil blive oprettet flere klasser – og det koster selvfølgelig penge. Det er derfor, at SF foreslår en gradvis implementering begyndende med 0. klasse, således max. på 24 elever ad åre kommer til at gælde alle klasser, hvor vi så i byrådet kan budgetlægge herefter i de kommende år.
SF er med i det nuværende budgetforlig, og det står vi selvfølgelig ved. I 2018 vil vi indenfor det afsatte budget kunne oprette tilstrækkeligt med nye 0. klasser, således målsætningen kan opfyldes uden ekstrabevilling.
Forslaget er en del af SF’s samlede plan for at styrke daginstitutions- og skoleområdet i Faxe Kommune. Vores børn fortjener det, og SF vil gerne, at vi i kommunen har en ambitiøs børnepolitik.
Kommentarer