Vemmetofte

Hør om livet på Ålholm under 1. verdenskrig

Marianne og Hans Krarup fortæller om livet på Aalholm under 1. verdenskrig ved et gratis foredrag i Fruerstuen i Vemmetofte kloster.

Onsdag den 6. december klokken 20 afholder Marianne og Hans Krarup et foredrag om livet på Aalholm under 1. verdenskrig i Fruerstuen i Vemmetofte kloster.

I årene 1913- 15 var den unge stud.theol. Finn Tulinius, født 1893, ansat som huslærer på slottet Aalholm på Lolland. Hans eneste elev var den 9 til 11 årige Johan Otto Raben-Levetzau, der mange år senere opbyggede det kendte veteranbil museum.

I disse 2 år skrev Finn Tulinius konsekvent 2 ugentlige breve á 5-6 ark til sine forældre, der boede i Hellerup, nord for København. Her fortæller han levende, detaljeret og humoristisk om alt, hvad han ser, hører og oplever på Aalholm, Lekkende, Rømø, og hvor familien i øvrigt opholdt sig. Også tjenerskabet bliver omtalt. Hvem vidste, at ’Downton Abbey’ også fandtes på Lolland under 1. Verdenskrig? Alle brevene er bevaret.

Finn Tulinius´ datter Marianne og svigersønnen Hans Krarup fortæller om og læser uddrag af den store brevsamling på i alt 146 breve. Desuden krydrer de foredraget med fotos fra Aalholm samt en lydoptagelse med Finn Tulinius, hvor han fortæller om tiden på Aalholm.

Efter foredraget er det muligt at købe bogen ’Huslærer på Aalholm 1913-15’ inklusive CD med lydoptagelsen, som ægteparret har udgivet. Prisen er 200 kroner.

Marianne og Hans Krarup er ofte gæster på Vemmetofte, når Faxe Kunst- og Musikforening afholder koncerter i Fruerstuen. Hans er formand for foreningen.

Der er fri adgang til foredraget.

Kommentarer