Faxe Ladeplads

Høringssvar til Lokalplan 300-45 Faxe Ladeplads Havn

debat_logo

Debat: Hermed indgives indsigelse mod Lokalplan 300-45 Faxe Ladeplads Havn.

Indsendt af René Tuekær, Solvænget 16, 4640 Faxe. På vegne af byrådsgruppen for Borgerlisten.

Lokalplan 300-45 er ikke nødvendig og den eksisterende Lokalplan 300-38 ønskes bevaret.

Følgende tekst som gengives i anførelsestegn er nærmest kopieret fra eksisterende Lokalplan 300-38.

”Lokalplan 300-38 har efterfølgende dannet grundlag for miljømæssige forbedringer og fornyende tiltag for udvikling af lystbåde- og fiskerihavnen, og den har fungeret som ramme for udnyttelsen af Faxe Kalks og DLG´s områder samt de offentlige arealer mod øst. Videreførelse af en materialeforarbejdende virksomhed inden for erhvervshavnen medførte støv- og støjgener for omgivelserne. Problemerne gav anledning til overvejelser, om den udvikling, som lokalplanen skal fremme, er realistisk og hensigtsmæssig for byens og havnens erhvervsmæssige udvikling”.

Det virker som om, at den formulerede tekst bruges som løftestang for, at alle problemerne med BG Stone skyldtes den nugældende Lokalplan 300-38, og det er ikke korrekt. Endelig skal det oplyses, at Faxe Kalk og BG Stone tabte sagen i Natur- og miljøklagenævnet, fordi de havde forbrudt sig mod den gældende Lokalplan 300-38.

Den konkrete indsigelse går på, at delområde 2, 6hv fortsat skal være udlagt til boligområde eller skal ændres til erhvervsområde/virksomhedsklasse 3-5. Det der i dagligdagen omtales som ”Kalkøen”.

I en tid, hvor mange Kommuner konkurrerer om, at få lov til, at formulere spændende projekter ved kysterne vil Faxe Kommune give afkald på denne i dengang enighed opnået udfærdiget Lokalplan med den fornemmeste placering af alle og i stedet give mulighed for, at udleje ”Kalkøen” til maskinfabrikker, møbelfabrikker, betonvarefabrikker og industrilakering etc.

Den eksisterende Lokalplan 300-38 er unik, da alle brugere af hele området i sin tid blev inddraget og mulighederne for erhverv er intakte for Faxe Kalk. Der er ingen aktuelle begrundelser for, at ændre en visionær, demokratisk og godt udformet lokalplan.

Udgangspunktet for en ændring af Lokalplanen har været, at få Kriegers Flak. Der er intet i den eksisterende Lokalplan, som står til hindring for Kriegers Flak, hvis det måtte blive placeret i Faxe Kommune.

Der nævnes, at sammenblandingen af boliger og havneerhverv i praksis medfører miljømæssige konflikter, der i sidste ende fører til begrænsninger eller hindringer for erhvervsvirksomhed. Den opfattelse deles ikke, og det var netop ideén med den eksisterende Lokalplan, at der skulle være plads til både boliger og virksomheder samt alle andre aktive på havnen – herunder fiskeri samt et utal af foreninger med relationer til havnen og vandet.

Efterfølgende, hvis Kriegers Flak ikke kommer, er Lokalplanen ændret til ingen verdens nytte eller ændret, for at undgå den nuværende unikke mulighed for boligområde på ”Kalkøen”.

Kommentarer