Høringssvar: Tyveri af vort miljø
Debat: Som andelshaver og bådejer i Faxe Ladeplads Lystbådehavn ser jeg mig nødsaget til at indgive høringssvar på lokalplanforslag 300-45.
Indsendt af Nelly Hagen, Teglgårdsvej 5, 4654 Faxe Ladeplads.
Vi, vores båd, bådplads og havn bliver i planen erklæret for ikke miljøfølsomt område?
Den plan vil forringe vore betingelser i havnen meget betydeligt. Vi skal fremover finde os i ny støj af ukendt styrke, må ikke klage og kan/skal imødese andre ukendte miljøgener. Hvem vil have sin båd liggende under sådanne vilkår og tillige betale dyrt for det?
Havnen må, ifølge planen, ikke påbegynde aktiviteter af miljøfølsom karakter? Det vil senere være op til ukendte embedsmænd at afgøre, hvad der skal betragtes som miljøfølsomt. Men et er sikkert, den badebro og sauna, der er drømt om i mange år, vil svinde bort med den nye lokalplan.
Med tung industri på havnen vil antallet af gæstesejlere naturligvis falde.
De vil da uværgerligt, finde andre havne end vor, hvis miljøulemperne bliver for uacceptable.
Drømmen om en udvidelse af havnen vil også forsvinde, fordi den vil, som den nuværende, også blive hærget af industri og være ”ikke miljøfølsomt område”. Det vil sige, at i sådan en havn, vil folk selvfølgelig ikke lægge deres kostbare skibe.
Endvidere vil det være vanskeligt at få solgt vore nuværende andelspladser. De vil vise sig at være for dyre med en klasse 6 industri som nabo (inden for få meters afstand) og manglende udsigt til forbedring. Den plan er tyveri af vort miljø og vore havneandeles ejendoms- og brugsværdi.
Naboerne til havneområdet, beboelser, institutioner og handlende vil også få betydelige forringelser, som jeg håber, – de selv vil klage over.
Kommentarer