“Hold et vågent øje med Max Bank” advarer ekspert

Max bank er så presset økonomisk, at både kunder og investorer bør holde særdeles vågent øje med dem.
Det viser en omfattende analyse af 99 pengeinstitutter, som analysefirmaet Niro Invest har foretaget på baggrund af bankernes regnskabstal for 2010, skriver dagbladet Børsen.
Max Bank er blandt de fem af bankerne, der klarer sig dårligere end eksempelvis krakkede banker som EBH Bank, Roskilde Bank og Amagerbanken gjorde i årene op til deres sammenbrud, skriver børsen.
Udover Max Bank, der blandt andet har filialer i Haslev og Faxe, er det Sparekassen Farsø, Basisbank, Aarhus Lokalbank og Fjordbank Mors, der advares imod.
– Der vil være store krav til de dårligst placerede pengeinstitutter i de kommende år, for at de kan klare sig igennem de vanskeligheder, de befinder sig i, siger analytiker Nicholas Rohde fra Niro Invest til Børsen.
I første kvartal 2011 realiserede Max Bank et resultat efter skat på -14,7 mio. kr. Resultatet er påvirket af negative kursreguleringer på 4,7 mio. kr. samt engangsomkostninger på 13,1 mio. kr. som følge af Amagerbankens konkurs.
– Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende med et negativt resultat, udtaler adm. direktør Henrik Lund.
Max Bank offentliggjorde i marts måned i år en Plan 2013, som udover at gøre banken fri af statslige garantier i 2013, også indeholder en række driftsmæssige tilpasninger.
Kommentarer