Faxe Ladeplads

’Honning & Jordbær’ i SuperBrugsen i Faxe Ladeplads

Biavlerne i Faxe Ladeplads har haft travlt med at slynge forårshonning, så du kan smage den smagfulde symfoni: ‘Honning & Jordbær’, lørdag i SuperBrugsen.

Lørdag den 17. juni fra klokken 10 til 14 inviterer biavlerne i Faxe Ladeplads til et Honning & Jordbær-arrangementet, i SuperBrugsen, Hovedgaden 24, Faxe Ladeplads.

Bierne har i foråret haft travlt med at bestøve din haves frugttræer og –buske, markernes afgrøder og de vilde planter i naturen. En af de planter, som har gavn af biernes arbejde, er jordbær. Når bierne har bestøvet jordbærplantens blomster, vil der blive dannet flere og flottere jordbær.

Men jordbær og bier hænger sammen på flere måder. Den nyslyngede forårshonning har netop den fine og harmoniske smag, der indgår i en fuldendt symfoni sammen med de røde jordbær. Det kan alle få lov at smage, når Danmarks Biavlerforening fejrer den årlige Honning & Jordbærdag ved mere end 100 arrangementer landet over.

– Vi håber at rigtig mange vil slå vejen forbi i løbet af dagen, og smage symfonien af jordbær med nyslynget honning, og samtidig høre lidt om biernes vigtige opgave, når både afgrøder og vilde planter skal bestøves, siger Jørn Lars Fjordager.

Der vil være smagsprøver hos jordbæravlere samt i butikker mange steder rundt om i landet. Og skulle du ikke finde en smagsprøve, så er der her råd til lidt selvhjælp: Dyp et jordbær i nyslynget honning fra din lokale biavler og smag på det.

Kommentarer