Høring var spild af tid og penge
Debat: Så har Faxe Byråd talt i sagen om nedlæggelse af en genbrugsplads
Indsendt af Jørn Engelbrecht, Søvej 5, 4654 Faxe Ladeplads.
Udfaldet blev som ventet, at et flertal peger på at nedlægge pladsen i Faxe, og det er jo en demokratisk beslutning, som man må bøje sig for, meeeeen……..med flertallets beslutning er der hermed ført bevis for, at hele høringsprocessen var spild af tid og penge for alle involverede parter. Flertallet havde jo besluttet dette for længst, så hvorfor gennemføre denne høring?
Læs også: Byrådet vælger at lukke genbrugspladsen i Faxe
http://faxe.netavis.dk/byradet-vaelger-lukke-genbrugspladsen-faxe
I øvrigt mærkeligt, at den nye kommunaldirektør kan oplyse, at det er ulovligt at køre uden for kommunen med sit affald. Det er i direkte modstrid med, hvad der blev oplyst på borgermødet i Rønnede i forbindelse med høringsprocessen. Men da byrådet alligevel for længst har pantsat sin direkte indflydelse på affaldsforholdene til bestyrelsen i Affald+, er vi alligevel landet i en “oplyst enevælde” på affaldsområdet.
Kurt Munck oplyser, at han og Jørgen Egede Johansen har valgt at slås for den bedst mulige løsning i bestyrelsen. Forhåbentlig får de ikke varige men af slagsmålet.
Kommentarer