Samfund

Hormonforstyrrende stof i sodavandsdåser

Lakken på indersiden af 14 forskellige danske sodavandsdåser indeholder hormonforstyrrende stoffer.

Forbrugerrådet Tænk Kemi har testet 14 forskellige danske sodavandsdåser for hormonforstyrrende stoffer.

Otte af de undersøgte dåser fik en ’rød kemikolde’ fordi lakken på indersiden indeholdt enten bisphenol A eller bisphenol F. De resterende seks dåser, deriblandt Faxe Kondi dåsen, fik en ’gul kemikolbe’ fordi man fandt stoffet Badge i lakken.

Man kan se analysen på kemi.taenk.dk.

Ingen af disse stoffer må anvendes i emballage til fødevarer til børn under tre år i Danmark, fordi børn er særligt følsomme over for stoffernes virkninger.

Forbrugerrådets analyse viser dog at sodavandsdåsernes indhold af det hormonforstyrrende stof er inden for den tilladte grænse og ikke problematisk i sig selv. Men man er alligevel bekymret fordi vi dagligt udsættes for lignende hormonforstyrrende stoffer fra mange forskellige kilder.

– De er med i en gruppe af hormonforstyrrende stoffer, som kan være problematisk at blive udsat for. Det er ikke den enkelte sodavand, der er problematisk. Det er den samlede udsættelse for de her stoffer – blandt andet via dåsesodavand – der i det samlede hel gør det problematisk, siger projektleder hos Forbrugerrådet Tænk Kemi, Stine Müller til Søndagsavisen.

Bisphenol A er på EU’s liste over potentielt hormonforstyrrende stoffer. Fødevareinstituttet på DTU har forsket i bisphenol A, der viste sig at have hormonforstyrrende effekter på rotter.

– Udsættelsen af selv lave doser af bisphenol A under udviklingen kan have skadelige effekter på hanners sædkvalitet, påvirke hunners hjerner og fedmeudvikling samt påvirke brystudviklingen i han- og hunafkom, siger eniorforsker på DTU Sofie Christiansen til Søndagsavisen.

Bryggeriforeningen er skeptisk

Bryggeriforeningen, det fælles talerør for bryggerier og tapperier i Danmark, deriblandt Royal Unibrew A/S er skeptiske overfor analysen. De kritiserer blandt andet forbrugerrådet for ikke at undersøge, om lakken afgiver stofferne migrerer til dåsernes indhold.

– Hvis den målte mængde blev overført til dåsens indhold, skal en person drikke 120 dåser sodavand for om dagen for at overskride den af Den Europæiske Fødevareautoritets anbefalede, acceptable grænseværdier. Fødevarestyrelsen har også adskillige gange testet fødevareemballager og produkter for BPA. Disse undersøgelser bekræfter, at der ikke er problemer med at drikke sodavand fra dåse. De testede emballager er derfor på ingen måde i nærheden af at være problematiske i forhold til de gældende anbefalinger og regler, siger Per Steen Nielsen, kommunikationschef i Bryggeriforeningen, til Magasinet Forbrugerrådet Tænk.

Kommentarer