Hospice i Faxe bliver ikke til noget

Et flertal i Regionsrådet har besluttet, at de ekstra pladser skal skaffes ved at udvide Hospice Sjælland i Roskilde med fire pladser og Svanevig Hospice på Lolland med to pladser
– Samtidig styrker vi støtten til borgere, der dør i eget hjem eller på plejehjem, i Sydøstsjælland, da der ikke oprettes et hospice i Faxe i denne omgang, fortæller regionsrådsformand Steen Bach Nielsen.
Det blev det politiske kompromis efter en lang debat om, hvor de seks ekstra hospicepladser skal placeres.
SF ønskede i stedet af at indgå aftale om etablering af et nyt hospice i Faxe med seks pladser, i tilknytning til byens kommende sundhedscenter, for at få en større geografisk spredning af hospicepladser i regionen. Men kom i mindretal, trods støtte fra socialdemokraterne Peter Madsen, Susanne Lundvald og John Kellberg.
Flertallet i Regionsrådet var enige om at en udvidelse af de to eksisterende hospicer giver den største faglige kvalitet og økonomiske sikkerhed frem for at etablere et nyt hospice med kun seks pladser. Forudsætningen for at indgå en driftsaftale med de to hospicer om de ekstra pladser er, at regionen generelt skal betale mindre pr. sengedag, og det forventes at give en besparelse på ca. tre millioner kroner.
Socialdemokraterne forslog at anvende besparelsen på, at døende borgere i Sydøstsjælland får øget mulighed for at få besøg i hjemmet af smerteteams med specialuddannet personale. Det bakkede flertallet op om.
Yderligere information:
I forbindelse med den nationale kræftplan III er der afsat tre milioner kroner over tre år som et statstilskud til etablering af yderligere seks hospicepladser i Region Sjælland. Pengene kan søges af selvejende hospicer, der har indgået en driftsoverenskomst med Region Sjælland.
Region Sjælland har i forvejen tre hospicer med hver 12 pladser: Svanevig Hospice i Bandholm på Lolland, Hospicegården Filadelfia i Dianalund og Hospice Sjælland i Roskilde.
Regionen har i alt fået fire ansøgninger om nye hospicepladser – i Borup (12 pladser), Faxe (6 pladser), Hospice Sjælland (4 pladser) og Svanevig Hospice (2 pladser).
Kommentarer