Hospice på Faxe Sygehus tæt på virkelighed

Faxe Kommune: Administrationen i Region Sjælland anbefaler at der etableres 6 nye hospicepladser i Faxe
Region Sjællands Administration indstiller nu til Regionsrådet, at de 6 nye hospicepladser, der skal etableres i Region Sjælland, bliver placeret på Faxe Kommunes nye Sundhedscenter.
Læs også: Planer om Hospice på det gamle sygehus i Faxe
At valget er faldet på Faxe skyldes at hospicet forventer meget små investeringer, fordi bygningen er tidligere sygehus, og fordi omgivelserne og alle udvendige forhold er på plads.
Samtidigt er der gode offentlige transportforbindelser til gavn for især pårørende og muligheden for at rekruttere og fastholde kvalificeret personale.
Endelig ønsker administrationen en mere ligelig geografisk fordeling af hospicepladser i regionen hvor Sydsjælland, Lolland og Falster er dårligst dækket med hospicepladser.
Hospicet skal være fuldstændigt selvstændigt, men der er rige muligheder for at samarbejde med de 16 andre tilmeldte sundhedsaktører i sundhedscenteret, herunder praktiserende læger, fysioterapeuter, diætister, psykologer, massør, fodterapeut, øjenlæge m.v.
Hospicet skal placeres på egen etage i en særlig fløj med udsigt over ådal m.v. Pårørende kan bo hos patienten, men der forventes etableret et pårørendehotel på centeret.
Det selvejende hospice kan inden den 1. august 2012 søge Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse om tilskud på i alt 3 mio. kroner. Det er dog en betingelse for opnåelse af etableringstilskuddet, at regionen har indgået driftsoverenskomst med hospicet.
Den endelige beslutning om placeringen skal træffes af Regionsrådet, men først skal sagen en tur forbi forretningsudvalget.
Kommentarer