Hotel Frederiksminde i Præstø fik en Michelin-stjerne

Rønnede: Frederiksminde i Præstø, der drives af Silje Brenna og Jonas Mikkelsen, har fået en Michelin-stjerne. Parret driver også Rønnede Kro.
Onsdag den 24. februar om formiddagen afholdt folkene bag Michelin-guiden et pressemøde på Hotel d’Angleterre. Her blev det afsløret hvem der havde fået stjerner i den anden udgave af den nordiske Michelin-guide.
I alt 22 danske restauranter har fået en eller flere stjerner i den berømte spise-guide, heraf er fire nye. Det er ensbetydende med at de 15 restauranter i København og de tre i Århus, der sidste år modtog stjerner, har genvundet deres stjerner. Det skriver TV2.
På pressemødet blev det også afsløret at Restaurant Geranium som den første danske restaurant nogensinde har fået hele tre stjerner. Noma og AOC har begge beholdt deres to stjerner og Kong Hans genvandt den stjerne, de mistede sidste år.
For første gang er tre restauranter udenfor de store byer belønnet med en stjerne. Det er Henne Kirkeby Kro, Kadeau Bornholm og Frederiksminde i Præstø. Hermed er Frederiksminde nu i samme liga som blandt andre Søllerød Kro og Era Ora i København og Frederikshøj i Århus.
Silje Brenna og Jonas Mikkelsen har drevet Frederiksminde i Præstø i syv år. Siden juni måned sidste år har de også drevet den traditionsrige landevejskro i Rønnede.
Kendere havde spået at tre sjællandske restauranter stod til en stjerne i år, men det blev altså kun til én stjerne. De to andre var Babette i Vordingborg og Dragsholm Slot i Hørve.
Kommentarer