Karise

Hovedkloakledning i Faxe 80 % tilstoppet af trærødder

Dette må aldrig gentage sig! siger Svend Aage Hansen.

Debat: En væsentlig årsag til kloakudslip i meget store mængder i Faxe Å er nu fundet! 

Indsendt af Svend Aage Hansen, Drosselvej 3, Karise

Med henvisning til presseomtale / debatindlæg   –

2. marts 2016: Spildevandet løber fortsat over i Faxe Å.

4. juli 2016: Ny nedtur for Faxe kommune.

18. juli 2016: Ren ‘søforklaring’ fra Faxe Forsyning.

28. juli 2016: Bør det ikke snart have konsekvenser?

Ole Vive, Faxe Ladeplads, byrådsmedlem Eli Jacobi (DF), Karise og forhenværende fragt- og vognmand, p.t. ”26” medlem af Faxe byråd, tidligere sognerådsmedlem, kloakudvalgs formand, byrådsmedlem i Faxe kommune 16 år, medlem af teknisk udvalg, nu husejer og pensionist, Svend Aage Hansen har afholdt et positivt møde den 29. august 2016 med Faxe Forsyning, hvor følgende deltog: Formand Lars Juul tidligere byrådsmedlem (V), direktør Henrik Ellermann, projektchef Timm Bochdam, ( 3. projektchef inden for 2 år i Faxe Forsyning ) og  driftschef Lars Erik Hansen.

I redegørelse 15. juli 2016 fra Faxe Forsyning  ”Kloakledninger og overløb” –  og Statustillæg 30. august 2016 på Selskabets hjemmeside  af direktør Henrik Ellermann  citat:

Status for arbejdet med kloaknettet og overløbsbygværket ved og omkring Sygehusengen i Faxe.  

Efter sommerens overløb ved Sygehusengen har Faxe Forsyning arbejdet med at finde en løsning for at undgå overløb og ikke mindst toiletpapir mv. på engarealet ned mod Faxe Å. Arbejdet foregår ad flere spor – et kortsigtet og et langsigtet.

Det kortsigtede spor handler primært om, at antallet af overløb skal reduceres og overløb indeholdende ristegods (toiletpapir etc.) undgås. Tekniske undersøgelser har vist, at kloakledningen fra overløbsbygværkets mod renseanlægget har været ca. 80 pct. stoppet af trærødder. Disse er nu fjernet efter to rodskæringer, og der gennemføres en strømpeforing af kloak-ledningen inden for den nærmeste måned. Derved sikres en markant bedre gennemstrømning og overløb reduceres til det ”normale” niveau.

Der er dog stadig risiko for overløb ved store regnvejrshændelser, og senest den 28. august er der konstateret et overløb i forbindelse med, at der faldt ca. 12 mm regn i Faxe over kort tid.

Der var ved hændelsen næsten intet ristegods ved udløbet. Overløbsbygværket fungerede således igen efter hensigten, idet overløbene skal undgå eller reducere kloakvand i kældre og på terræn.

Ud over renovering af kloakrøret er arbejdet med at modernisere overløbsbygværket sat i gang. Det har vist sig, at etablering af en mekanisk rist kræver en større ombygning af overløbsbygværket, og at prisen vurderes at ville andrage ca. 1 mio.kr.

Det langsigtede spor sker i tæt dialog med Faxe Kommune. Med i overvejelserne er separatkloakering af dele af Faxe by og/eller etablering af sparebassin(er) i nærområdet. Da dette er meget omkostningsfuldt, kræves et større analysearbejde. Sagen indgår i revisionsarbejdet med den nye spildevandsplan, som forventes klar til politisk behandling ultimo 2016.

Faxe Forsynings bestyrelsesformand, Lars Juul, og den daglige ledelse havde den 29. august 2016 et godt og konstruktivt møde med byrådsmedlem Eli Jacobi Nielsen, Ole Vive og Svend Aage Hansen om situationen omkring overløbsbygværket i Faxe. Mødet var initieret af Svend Aage Hansen, der har fulgt situationen tæt hen over sommeren og bl.a. skrevet et indlæg i dagspressen. På mødet blev hændelsesforløbet gennemgået og grundigt drøftet, idet de mange tekniske forhold blev vendt, og derudover blev der lejlighed til at udveksle nyttige erfaringer og iagttagelser fra sommerens overløbshændelser. Alle er enige om, at hændelser som store overløb osv. er vigtige at få drøftet.”

Sidste afsnit er en bekræftelse på vor deltagelse i mødet.

I ovennævnte har man nu ”opdaget”, at en meget stor hovedledning fra et meget stort samleanlæg og overfaldsbygværk ved Rådhusvej med afløb til Faxe Å, og tilløb til Faxe renseanlæg var tilstoppet med 80 procent indgroede trærødder, og at det var årsagen til de store ukontrollerede stærkt forurenede udslip i Faxe Å!  Vi har desuden påtalt, at en sammenstyrtning af en gennemløbsbrønd og tilsyn med en stor brønd på Præstøvej i Faxe også kan have indvirkning på den manglende gennemstrømning

Vi har ligeledes ved mødet forespurgt, om Faxe Renseanlæg har kapacitet til at modtage de store vandmængder, hvis flere hovedledninger ligeledes er tilstoppet, og spildevandet også her er udled gennem overfaldsbygværker til åløb, idet man elektronisk har noteret rigtig mange overløb?

Samtidig sætter vi spørgsmålstegn ved om de store spildevandsmængder, der nu gennem den under dimensioneret trykledning ( 22,5 cm) tilføres Faxe rensningsanlæg ved nedlæggelse af Fakse Ladeplads og Fed camping renseanlæg er indregnet i anlæggets kapacitet ?

Det bekræfter således vores udtalelse i presseomtaler citat:

“I mange år har vi haft mekaniske / biologiske renseanlæg, som efterhånden styres fra en computer,  men klimaforandringerne får ofte skylden for de opståede problemer!”

Når man færdes i det danske landskab, kan man konstatere en større manglende vedligeholdelse af vandløbene. Mange overfaldsbygværker og pumpestationer mangler periodiske kontroleftersyn, og mange anlæg er stærk tilgroet med risiko for nedbrydning af anlæggene!

Der er altså nu iværksat inspektion og to gange rørskæring i den store hovedledning til åbning af gennemløbet.

Vi vil med disse konstateringer af dårlig vedligeholdelse af kloaksystemer og overfaldsbygværker anmode Faxe kommune / Faxe Forsyning, at man sætter alle påtænkte og planlagte projekter i bero, til alle ledninger m.v. er undersøgt !  Således også separat kloakering og etablering af regnvands bassiner i byområderne, og at den nye spildevandsplan udsættes til alle forhold er klarlagt i alle kloaksystemer i Faxe kommune !  Det skal herved indskydes, at det nye regnvands bassin ved Rønnedevej ikke har været synlig i brug efter større regnskyld !

Vi vil således opfordre alle borgere i Faxe kommune fortsat at observere uregelmæssigheder, oversvømmelser o.l.   –   og gerne kontakte os !

Ligeledes vil vi foreslå genoptagelse af debatten om kloakering i ”Det åbne land”, idet Faxe kommune / Faxe Forsyning har pålagt mange ejendomsejere at igangsætte kloakering, uden at der er påvist forurenende afløb fra ejendommene.

Vi vil fortsat følge alle sager vedrørende Faxe Forsyning nøje!  –   Og man vil måske lægge op til et Borgermøde?

Kommentarer