HTTs stortalent vandt EM sølv
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2014/04/sølvdrenge_htt.jpg)
Haslev: HTT’s trampolinspringer Benjamin Kjær vandt en sølvmedalje ved Junioreuropamesterskaberne i Portugal
15 årige Benjamin Kjær fra Næstved springer trampolin i Haslev TT, og det gør han så godt, at han nu også kan føje en meriterende sølvmedalje ved Junioreuropamesterskaberne til sin allerede lange liste over medaljer.
Sammen med sin makker, Martin Wagner fra Københavns Trampolin Klub sprang Benjamin sølvmedaljerne hjem i EM-finalen i portugisiske Guimaraes i går.
Med en offensiv strategi fra træner Anette Dalsten samt en høj sværhedsgrad satsede de to drenge, og de gik til opgaven med stor energi og viljestyrke. Trods en lidt problematisk start på øvelsen formåede de to danskere at komme godt ind i synkroniteten igen, og til sidst måtte de kun se sig slået af en hviderussisk par. Parret fra Spanien fik bronze.
Tidligere på ugen sprang danskerne om de individuelle placeringer, og her blev Benjamin bedste dansker med en 25. plads. Lucas Cheung – også fra HTT – blev nummer 44, og det danske hold blev en flot nummer 6 samlet.
Sara Lindahl, HTT nåede at springe synkron sammen med Camilla Sander, Odense og de placerede sig på en pæn 11. plads. Desværre fik Sara overbelastet sin ene knæ under opvarmningen, så trænerstaben besluttede i samråd med fysioterapeuten at trække Sara fra den individuelle konkurrence.
Seniorernes konkurrencer havde også deltagelse fra Haslev TTs springere. Bedste dansker blev Christian Andersen, som sluttede som nummer 42 efter et ærgerligt småkiks, som kostede han minimum 10 placeringer. Andreas Secher blev nummer 50 af den 66 deltagere, og det danske herrehold sluttede som nummer 10 af de 15 hold til start.
Hos damerne blev HTTs Emilie Gram nummer 32 af de 47 damer til start.
Foto: De glade danske sølvmedaljetagere Martin Wagner og Benjamin Kjær
Kommentarer