Haslev

’Hunden er rask’ var en fantastisk oplevelse

Haslev: 30 personer havde valgt at tilbringe søndag eftermiddag i bibliotekets store sal, da Haslev Teaterforening viste ’Hunden er rask’.

Søndag den 7. februar om eftermiddagen viste Haslev Teaterforening forestillingen ’Hunden er rask’ i bibliotekets store sal. ’Hunden er rask’ er en monolog fremført af Pia Rosenbaum om det groteske liv bag jerntæppet efter Sonja Vesterholdts biografiske fortælling om en opvækst i Sovjet, hvor alt var kontrolleret og KGB allestedsnærværende.

Pia Rosenbaum leverede en stor skuespilpræstation og tilskuerne sad musestille i 85 minutter, mens de fulgte Sonjas liv fra barn til voksen bag jerntæppet i Leningrad, med KGB’s evindelige kontrol, fattigdom, sult og overlevelse, indtil hun som 25 årig rejste til Danmark under den kolde krig for at leve med sin kæreste Ole.

Læs også: Monolog om livet bag jerntæppet på biblioteket i Haslev

Pia Rosenbaum spillede, sang og dansede personerne så levende, at man virkelig kunne ”se” og ”mærke” dem og de situationer, de var i.

Helle Damgårds scenografi – et illustreret gulv og dito bagvæg – fungerede som lande, byer, værelser, KGB lokaler, barer, hospitaler og meget mere. De enkelte scenarier blev tydeliggjort med lysvirkninger, tidens musik og med enkle rekvisitter blandt andet i form af små og store skuffer, der blev trukket ud og ind af bagvæggen illuderende senge, borde, stole, vugge, podier m.m.

-Godt skuespil, enkel scenografi, en god lys og lydmand – det er det, der skal til for at give publikum en fantastisk oplevelse en søndag eftermiddag, fortæller Karen Kold fra Haslev Teaterforening

Haslev Teaterforenings næste forestillinger er ”Varmestuen” torsdag den 10. marts og ”Jean de France” onsdag den 18. maj begge forestillinger klokken 20.00 i Sofiendalskolens Festsal.

Desuden byder foreningen på familieforestillingen ”Mio, min Mio” søndag den 13. marts klokken 16.00 også i Sofiendalskolens Festsal.

Mere om forestillingerne kan ses på www.haslevteaterforening.dk.

Kommentarer