Faxe Ladeplads

Hurtigere tog på Østbanen fra 11/12

Faxe Ladeplads: Den nye togkøreplan med kortere rejsetider træder i kraft søndag den 11. december 2011

Pendlerne kan se frem til flere forbedringer i den nye køreplan for Østbanen på strækningerne Køge-Faxe Ladeplads og Køge-Rødvig.

Hastigheden sættes op til 100 km/t og der indføres faste minuttal og flere afgange. Mandag-fredag vil Regionstoget køre med halvtimesdrift i dagtimerne på begge strækninger. Aften og weekend køres der som hidtil i fast timedrift.

Den nye køreplan betyder samtidigt kortere ventetid ved S-tog og DSB i Køge samt buslinje 630R i Faxe Syd.

Men forbedringerne slutter ikke med kortere rejsetid. Efter nogle måneder med den høje hastighed, indføres der fire tog i timen hver vej mellem Køge og Hårlev, idet togsættene ikke længere bliver koblet sammen på Hårlev Station.

Østbanens videoovervågning bliver forbedret, så den ikke kun omfatter togene, men også samtlige stationer. Der kommer også et nyt informationssystem, der kan give kunderne aktuel information om togdriften, både i togene og på stationerne.

Desuden bliver der snarest indført gratis internet i togene.

De nye køreplaner kan ses på Regionstogs hjemmeside

 

Kommentarer