Hurtigt fibernet til 10 landsbyer i 2016
Faxe Kommune: Atterup, Dalby, Førslev, Kongsted, Karise, Lille Torøje, Skuderløse, Store Torøje, Teestrup, og Ulse, får hurtigt fibernet i 2016
Faxe Kommune har besluttet at der skal opsættes en trådløs wifi-sender i lygtepælen nærmest forsamlingshuset i 10 af kommunens landsbyer i løbet af i år. I den forbindelse har kommunen bestilt Fibia til at udrulle hurtigt fibernet til de 10 landsbyer. Det skriver Sjællandske.
– Det er allerede sat i ordre, og vil blive lavet meget snart. Rækkevidden bliver cirka 200 meter, og man vil gratis kunne koble sig på internettet en time ad gangen med sit Nem-Id, fortæller Faxe Kommunes it-chef Ib Østergaard til Sjællandske.
Det hurtige internet ud til forsamlingshusene finansieres af kommunen. Derefter kan beboerne i de 10 landsbyer få fibernet lagt ind i deres private bolig, efter aftale med Fibia.
– Det vil være helt frivilligt, og det er i øvrigt ikke noget, som kommunen må involvere sig i, fastslår Ib Østergaard.
– Det er et rigtig godt kommunalt projekt, og de 10 forsamlingshuse i 2016 er kun den første fase. Der er flere steder på listen, når vi har fået de 10 første placeringer i drift og kan drage erfaringerne herfra, afslutter Ib Østergaard.
De 10 landsbyer er Atterup, Dalby, Førslev, Kongsted, Karise, Lille Torøje, Skuderløse, Store Torøje, Teestrup, og Ulse.
Ønsker du fibernet?
Hvis man som husstand ønsker at få tilbud om fibernet, så er det en aftale, man selv skal indgå med selskabet. Det er ikke en kontakt, som Faxe Kommune kan være behjælpelig med at formidle.
Man skal via selskabet Fibias hjemmeside undersøge, om der allerede er fibernet i ens område. Hvis man får at vide, at der ikke er fibernet, så kan man klikke på et link, hvor man tilkendegiver sin interesse for fibernet, og på den måde kan en aftale mellem hustanden og selskabet komme i stand.
Kommentarer