Samfund

Hussalget i Faxe Kommune: Mange flere handler end tidligere

Hussalget stiger – også i Vest- og Sydsjælland – hvor især Ringsted og Faxe står for mange flere handler end tidligere.

Salget af villaer og rækkehuse stiger i alle regioner og ligger over 50 procent højere end i samme periode for fem år siden.  Nye tal fra Boligsiden.dk viser, at antallet af hushandler i første kvartal af 2017 ligger over 10.000. Det er første gang siden finanskrisen, at antallet af handler er femcifret i et års første kvartal.

– Der er solgt 10.649 villaer og rækkehuse i årets første kvartal. Alene i forhold til samme periode sidste år er det en stigning på 12 procent, og det havde vi ikke forventet, da året gik i gang, men her på den anden side af marts ser vi tydeligt, at den lave rente og optimismen på boligmarkedet har overlevet vinteren, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Mens salget i første kvartal overgår sidste år med 12 procent, ligger det over 50 procent højere end for fem år siden. Og det skyldes, at optimismen har bredt sig til hele landet, hvor især Vest- og Sydsjælland stikker ud med en stigning på næsten 90 procent i forhold til første kvartal i 2012.

– Når priserne stiger i de store byer, begynder køberne at tænke kreativt og gå på kompromis med deres krav til beliggenhed. Derfor ser vi nu voldsomme stigninger i handelsaktiviteten på den københavnske vestegn i især kommuner som Vallensbæk og Albertslund, og i Vest- og Sydsjælland hvor især Ringsted og Faxe står for mange flere handler end tidligere, siger Daetz.

Det er dog ikke kun hussalget, der er i vækst. Også ejerlejligheder og fritidsboliger hitter i hele landet, så det samlede boligsalg har overgået alle forventninger til første kvartal.

– I alle regioner er det samlede antal af handler i år tocifrede procentsatser højere end i første kvartal sidste år. Det er en markant fremgang i forhold til 2016, som vi ellers betegnede som et godt år, og fremgangen gælder ikke bare for villaer og rækkehuse. Der er også blevet solgt flere ejerlejligheder og markant flere fritidsboliger i de første tre måneder af 2017.

Der blev i alt solgt 17.516 boliger i første kvartal af 2017 mod 15.372 i de første tre måneder af 2016. Det er en stigning på 14 procent.

Kommentarer