Faxe Ladeplads

Hustru til krigsveteran står til udvisning

En 31-årig dansk krigsveteran, der bor i Faxe Ladeplads, risikerer at få udvist sin amerikanske kone.

I et lille hus ved Faxe Ladeplads bor den 31-årige krigsveteran Høgni Petersen sammen med sin amerikanske hustru, Erica og hendes datter Asia. Efter en udsendelse som ’sweeper’ i Afghanistan i fire måneder i 2010 har Høgni Petersen været plaget af depression og PTSD.

Men livet med Erica og Asia, langt væk fra menneskemylderet og larmen i København, har gjort alting nemmere for den syge veteran. Han er sjældnere deprimeret og er begyndt at bade regelmæssigt. Erica sørger for at handle ind og ordner mange af de daglige gøremål, der ellers ville tære hårdt på ham. Datteren Asia går tilmed i den lokale skole. Men det er måske snart slut.

Lever ikke op til ’forsørgerpligten’

Den 30. november 2016 fik parret et afslag fra Udlændingestyrelsen på den ansøgning om familiesammenføring, som de indsendte i foråret 2015. Ansøgning blev afvist, fordi Høgni Petersen ikke lever op til ’forsørgerpligten’. Som syg krigsveteran har han de seneste tre år modtaget en månedlig ydelse svarende til kontanthjælp på 6.400 kroner efter skat. Men faktisk får han derudover udbetalt 12.500 kroner om måneden i arbejdsskadeforsikring, fordi han blev såret i Afghanistan.

– Der er piske, samfundet svinger over bestemte grupper, som for eksempel arbejdsløse og indvandrere. Det vil jeg ikke forholde mig til generelt, men jeg tror ikke, at den pisk er tiltænkt mig. Jeg er blevet syg, fordi jeg har været i krig for Danmark. De love kan umuligt være skrevet med henblik på at forhindre danske veteraner i at leve et liv, der er til at holde ud, siger Høgni Petersen til Information.

Høgni mødte Erica på internettet i slutningen af 2012. Det viste sig at hun forstod hvordan han havde det, idet hendes far er veteran fra den amerikanske flåde. Høgni besøgte hende flere gange i Florida og i december 2013 friede han.

Tager mindre medicin og sover bedre

Siden Høgnis amerikanske hustru og hendes datter flyttede til Danmark i foråret 2015, har han fået mere lyst til at leve. Indtil da vågnede han hver eneste nat, gennemblødt af sved, fra mareridt, om episoder fra tiden i Afghanistan, hvor han oplevede venner og kolleger blive dræbt og lemlæstet. Traumerne er ikke forsvundet, men han tager mindre medicin og sover bedre.

Høgni Petersen finder det uretfærdigt, at han behandles som en ganske almindelig arbejdsløs.

– Det kan ikke være rigtigt. Vi er ikke almindelige. Det har konsekvenser at sende folk i krig. Beder man folk om at deltage i uhyrligheder, har man også et særligt ansvar for at tage sig af de mennesker, når de kommer hjem igen, siger han til Information og fortsætter:

– Det hører ingen steder hjemme, at man splitter familier ad. Det er svært nok for os veteraner, uden at samfundet stiller sig i vejen for kærligheden. Der er ikke nogen, der ønsker, at en veteran som mig ikke må leve i fred og ro med min kone. Men der er nogle kolde og kyniske regler, der rammer nogle, de ikke var tiltænkt.

– De er min familie. De giver min tilværelse mening. Havde det ikke været for dem, er jeg slet ikke sikker på, at jeg ville sidde her lige nu, siger Høgni Petersen til Information. Og han fortsætter:

– Der er eksempler på, at veteraner har fået det bedre efter mange år. Jeg har heller aldrig givet op. Man må ikke miste håbet, men smider de min familie ud nu, så er jeg bange for, at lyset slukker helt.

Veteraner har gjort en særlig indsats for Danmark

Danmarks Veteraner, der er veteranernes egen forening, har kendskab til mange syge veteraner, der er blevet fanget i kontanthjælpssystemet, siden førtidspensionsreformen i 2012, hvor det blev markant sværere at få tildelt førtidspension.

– Veteraner har gjort en særlig indsats for Danmark. De er blevet bedt om at gøre et helt ekstraordinært arbejde, og derfor synes vi heller ikke, det er urimeligt, hvis der gælder nogle særlige regler for dem, vurderer formanden for Danmarks Veteraner, Niels Hartvig Andersen til Information, og fortsætter:

– Ingen har kunnet forestille sig omfanget af de PTSD-problemer, der er nu blandt danske veteraner. Men det fritager ikke politikerne fra forpligtelsen til at behandle dem rimeligt i stedet for blot at parkere dem i det almindelige kontanthjælpssystem.

Kommentarer