Haslev

Hvad er udfordringsret – kort fortalt

debat_logo

Miljøpartiet Fokus i Faxe var til vælgermøde hvor jeg flere gange nævnte udfordringsretten

Indsendt af Poul Erik Nielsen, Rosenvænget 4, 4690 Haslev, Kandidat for Miljøpartiet Fokus i Faxe kommune – Liste M.

Miljøpartiet Fokus i Faxe var til vælgermøde i Karise den 11 november, hvor jeg flere gange nævnte udfordringsretten i forbindelse med effektivisering og afbureaukratisering

Ved slutningen af mødet gik det op for mig, at ikke alle de fremmødte helt forstod hvad jeg sagde inklusiv nogle politikere. Jeg vil derfor forsøge at tydeliggør, hvad er udfordringsret og set i forbindelse med effektivisering og afbureaukratisering af Faxe kommune.

Siden 2008 har kommuner og regioner, samt deres institutioner og sektorer haft mulighed for at benytte sig af udfordringsretten og søge om fritagelse for eksisterende lovgivning i en forsøgsordning. Retten skal bane vejen frem til at kunne regelforenkle på mange af de besværlige og tunge regler med sigte mod at effektivisere og afbureaukratisere. Forsøgsordningen løber frem til 2015. Såfremt kommunen har succes, vil den med alt sandsynlighed blive implementeret i andre kommuner. Her gælder det om at være den første og et skridt foran de andre. Sådan er det i alle konkurrenceforhold. Bagtanken er at institutioner og sektorer skal kunne koncentrere sig om kerneydelserne, resulterende i god og tidssvarende service til borgerne.

Faxe kommune skal indlysende gøre brug af den ret for at ruske op i arbejdsgange og processer. Samtidig skal ansøgningsprocessen forenkles med henblik på at forkorte sagsbehandlingstiden.

Lad mig erindre endnu en gang, at Faxe kommune har byggesagsbehandlingstid på gennemsnitligt 265 dage i 2012 og helt i bund sammenlignet med landets øvrige kommuner iflg. CEPOS rapporten. Serviceniveauet er blandt landets dårligste.

Campingpladser skal ikke vente på en meget lang sagsbehandlingstid for at få sat en antenne op, som er faciliteter til turister, som naturligt i dag forlanger hurtigt internet og godt fjernsyn. Sådanne faciliteter er nødvendige for at kunne drive en fornuftig campingplads. Kommunen skal ikke være en blokering for hverken campingpladser, virksomheder eller borgere. Kommunen skal tage service kasketten på og lægge myndighedskasketten i baggrunden. Turister skal møde et naturskønt område og godt miljø med et rigt dyreliv. Turisterne er med til at sætte gang i forretningslivet og vil give nye muligheder for de små bysamfund og Faxe kommune. Der skal sættes fokus på muligheder og ikke fortsætte med kun at kigge på begrænsninger.

Der kommer ingen nye tilflyttere eller virksomheder til kommunen, hvis ikke kommunen bliver konkurrencedygtig. Miljø, skoler og pasningsmuligheder skal være i orden. Kommunen skal blive en attraktiv kommune, men det sker ikke hvis politikerne sover i timen. Miljøpartiet Fokus i Faxe ser effektivisering og afbureaukratisering, som et af de væsentligste projekter kommunen skal gå i gang med umiddelbart efter valget. Effektiviseringen skal bruges på at forbedre serviceniveauet i kommunen og ikke til skattelettelser. Miljøpartiet Fokus fik også opfattelsen af at arbejdsmiljøet for kommunens medarbejdere er i dårlig forfatning. Sådanne forhold skal bringes i orden, så motivation bliver drivkraft for kommunens medarbejdere. Løsningsforslag om at politikerne skal presse den daglige forvaltning, er ikke en løsning. Forvaltningen skal være i orden og fungere. Det er politikernes ansvar at sikre en god og velfungerende forvaltning i kommunen.

Miljøpartiet Fokus i Faxe vil gerne være med til at sætte fokus på det, der kan flytte kommunen fra at være den dårligste, frem til at være blandt de førende kommuner i Danmark.

Faxe kommune har brug for nyt blod i kommunalbestyrelsen, så der kan komme nye tanker og ideer til at løse problemerne. Stem derfor på et nyt parti, nemlig Miljøpartiet Fokus. Vi er parate til at samarbejde både til blå og rød side for at løse kommunens store problemer.

Kommentarer