Hvad vil du lave i Haslev for 50.000 kroner?
Faxe Kommune har afsat en pulje til støtte af projekter, som fremmer aktiviteter og kvaliteter i bymidten i Haslev.
Har du en ide og lyst til at føre den ud i livet, så skal du få det betalt!
Faxe Kommune har nemlig afsat en pulje til støtte af projekter, som fremmer aktiviteter og kvaliteter i bymidten i Haslev, og vil som udgangspunkt støtte udvalgte projekter med 5.000 til 50.000 tusinde kroner.
Puljen er en del af områdefornyelsen i Haslev, som er støttet af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter. Områdefornyelsen i Haslev skal ske indenfor det område, som er vist på kortet og dit projekt skal derfor også ligge indenfor dette område.
Dit projekt skal understøtte mål og intentioner i byfornyelsesprogrammet og kan både være et arrangement eller et mindre projekt i et byrum. Eksempler kan være, at udsmykke tomme butiksvinduer, et kunstprojekt, en event, et offentligt udekøkken, et lille legeområde, en temafestival, gadetræer eller en midlertidig lommepark mv.
Hvis det er dit projekt, som får tildelt midler, så skal du være drivkraften i projektet og har ansvar for at føre det ud i livet og kommunen hjælper naturligvis med sparring, tilladelser og godkendelse.
Ansøgningsfristen er den 1. marts 2015 og der kan forventes tilsagn senest den 1. maj 2015. Støttede projekter skal som udgangspunkt afholdes og færdiggøres senest seks måneder efter tilsagnsdatoen.
Hvordan søger du?
Man kan læse mere om tildelingskriterierne og udbetaling af støtte, samt finde ansøgningsskema på Faxe Kommunes hjemmeside.
Ansøgningsskemaet kan udfyldes digitalt eller printes og sendes til: Faxe Kommune, Center for Erhverv og Udvikling, Frederiksgade 9, 4690 Haslev.
Hvor mange projekter der tildeles støtte og hvor meget der gives, afhænger af de indkomne ansøgninger. Den anden ansøgningsrunde forventes omkring 1. september 2015.
Spørgsmål til puljen og projekter kan stilles til Annette Fischer-Rasmussen på telefon 56 20 37 48 eller mail: anfr@faxekommune.dk.
Kommentarer