Det juridiske grundlag for spildevandsrensning er kompliceret, med bestemmelser fordelt i diverse bekendtgørelser, vejledninger og indsatsprogrammer.

Indsendt af Eli Jacobi Nielsen, Prins Buris Vej 19, 4653 Karise. Byrådsmedlem, DF, Faxe.

Der henvises i diskussionerne ofte til ”loven” men der er i realiteten tale om en række regler og bestemmelser der er indført/formuleret på administrativt plan, af embedsmænd i styrelser og ministerier. Dette har, sammen med anvendelsen af knudret sprogbrug og krydsreferencer, skabt mulighed for en meget rigid udlægning af reglerne, ikke mindst mht kommunernes råderum på området.

For at få afklaret dette stillede DF i 2016 spørgsmål 564 til Miljøministeren, og fik det forholdsvise klare svar at det er ”kommunen, der er myndighed for afgørelser om påbud om forbedret spildevandsrensning, jf. miljøbeskyttelseslovens § 30, stk. 1. At disse afgørelser træffes på et tilstrækkeligt fagligt grundlag er kommunens ansvar.” Ganske vist er der i Miljøministeriets ”Indsatsprogrammer for vandområdedistrikter” fra 2011, i Bilag 2, tabel 8, angivet at minimum hhv 708 og 526 ejendomme i Faxe kommune skal tildeles påbud om forbedret spildevandsrensning, men da disse tal tydeligvis er baseret på modelberegninger, skal kommunen foretage en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, en vurdering der også kan konkludere at der ikke er grundlag for udstedelse af påbud.

Skulle det samlede antal påbud blive mindre end Miljøministeriets skøn på 1234 kan dette også accepteres af ministeriet, jf. svar på spm 237, J.nr. SVANA-401-00407, 30. januar 2017, under forudsætning af at kommunen har foretaget saglige vurderinger for at nå frem til dette.

Landets love skal overholdes, men de skal ikke overimplementeres unødigt. Kommunerne har muligheden for at træffe saglige, individuelle og fornuftige afgørelser på spildevandsområdet, det kræver blot viljen til at gøre det!