Haslev

Hver tredje alvorligt tilskadekomne er en cyklist

Sidste år steg antallet af dræbte og tilskadekomne cyklister til det højeste niveau i over 10 år. En kampagne fra Rådet for Sikker Trafik og 66 kommuner skal få flere cyklister og bilister til at være ekstra opmærksomme i kryds, hvor de fleste alvorlige cykelulykker sker.

Sidste år var et dårligt år for cyklister i Danmark, når man kigger på antallet af dræbte og især alvorligt tilskadekomne i cykelulykker. I sidste uge offentliggjorde Vejdirektoratet de nyeste ulykkestal, som viser, at antallet af dræbte cyklister er steget fra 27 i 2017 til 28 i 2018.

Samtidig er antallet af alvorligt tilskadekomne cyklister steget fra 475 til 580 personer. Det betyder, at når man ser på alle alvorligt tilskadekomne trafikanter i 2018, så var næsten hver tredje af dem en cyklist. Det er samtidig det højeste antal alvorligt tilskadekomne cyklister i mere end 10 år.

En tidligere undersøgelse af cykelulykker viser, at det særligt er i kryds, at cyklisterne er i risikozonen for at ende i en alvorlig ulykke. I perioden 2013-2017 blev 1.817 cyklister dræbt eller kom alvorligt til skade i krydsulykker i Danmark, og det svarer til, at to ud af tre alvorlige cyklistulykker sker i kryds.

Rådet for Sikker Trafik og 66 af landets kommuner vil fra i dag og tre uger frem minde både bilister og cyklister om at orientere sig bedre i kryds. Det sker med kampagnen “Brug 2 sek. mere”. Mange ulykker kan sandsynligvis undgås, hvis begge parter orienterer sig bedre i kryds.

Kryds er særligt farlige for cyklisterne, og ulykkerne kan have alvorlige og langvarige konsekvenser. Hvis en bilist og en cyklist kører sammen, er det klart, at det typisk er cyklisten, det går værst ud over, men det er samtidig de fleste bilisters store frygt at ramme en cyklist. Derfor er der god grund til at være ekstra opmærksomme på hinanden, når bilisters og cyklisters veje krydser hinanden, siger Liv Knoblauch Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Udvikling vækker bekymring i Cyklistforbundet

Stigningen i antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne cyklister er både bekymrende og tragisk. Derfor bakker Cyklistforbundet op om kampagnen, som skal hjælpe både bilister og cyklister til at køre sikkert gennem kryds.

Vi skal selvfølgelig have flere cyklister sikkert gennem kryds. At to ud af tre alvorlige cyklistulykker sker i kryds, er dybt tragisk. Det er også vigtigt at bide mærke i, at oplevelsen af at føle sig utryg i trafikken ifølge Vejdirektoratet er en af hovedårsagerne til, at cyklister holder op med at cykle. Vi håber, at mange flere vil bruge lige præcis de ekstra sekunder, der skal til for, at cyklister kan komme mere sikkert over kryds, siger direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam.

Gode råd til at undgå krydsulykker

2 ud af 3 alvorlige ulykker med cyklister sker i kryds. De fleste kunne have været undgået, hvis blot bilist og cyklist havde orienteret sig bedre. Se her hvordan:

Gode råd til cyklister

Brug 2 sek. mere på at orientere dig grundigt i kryds og ved sideveje.

Vær opmærksom på højresvingendebiler bagfra og venstresvingende biler forfra.

Gode råd til bilisterne

Brug 2 sek. mere på at orientere dig grundigt i kryds og ved sideveje.

Vær opmærksom på cyklister, når du skal svinge til højre eller venstre.

 

Fakta om cykelulykker:

Flere dræbte og tilskadekomne cyklister fra 2017-2018 (kilde: Vejdirektoratet):

2017:

Dræbte cyklister: 27.

Alvorligt tilskadekomne cyklister: 475.

Lettere tilskadekomne cyklister: 291.

 

2018:

Dræbte cyklister: 28.

Alvorligt tilskadekomne cyklister: 580.

Lettere tilskadekomne cyklister: 313.

Fakta om cyklister i krydsulykker:

I alt blev 85 cyklister dræbt, og 1732 kom alvorligt til skade i en krydsulykke fra 2013-2017. De fleste ulykker kunne have været undgået, hvis parterne blot havde orienteret sig bedre.

De alvorligste ulykker sker typisk, når en bil skal svinge til højre eller venstre og overser en cyklist, der skal lige ud. Ulykkerne sker oftest i myldretiden og rammer både mænd og kvinder i alle aldre.

 

Kommentarer