Hvide Dronninger er IKKE kystbeskyttelse
I dagsordenen for byrådets møde den 14. december bliver det sagt helt tydeligt: ”De Hvide Dronninger” i Faxe Ladeplads er ikke kystbeskyttelse og lokalplanen for lystbådehavnen og sydstranden har ikke kystsikring som sit primære formål.
Indsendt af Arne Vinten Nielsen, Kaj Ørums vej 17, Faxe Ladeplads. Bestyrelsesmedlem af DN-Faxe
Det må komme bag på mange byrådsmedlemmer, læserbrevsskribenter og beboere i Faxe Ladeplads, at Dronningerne overhovedet ingen betydning har for kystbeskyttelsen og sikring af Strandvejen.
Derfor skal de to 80 meter lange og 5½ meter høje betonkonstruktioner reguleres som enhver anden bebyggelse i byen – bortset fra at de ønskes placeret markant og forstyrrende på vores kyst, hvorfra vi alle elsker det frie udsyn over havet.
Debatten om Dronningerne (som med tiden kan udvikle sig til ”De sorte enker”) er hidtil foregået på et helt forkert grundlag, idet de fleste tror, at vi snakker om sikring af kysten og stranden – men det gør vi ikke!
De aktiviteter som betonrædslerne skal indeholde kan let og mere praktisk foregå fra en væsentlig udvidet lystbådehavn – brug pengene og energien på lystbådehavnen i stedet for at smide dem i havet og samtidig ødelægge vores kyst og udsyn over Faxe Bugt fra en af de få kystpromenader vi har på Sjælland.
Vi håber at Byrådet nu vil slå koldt vand i blodet og overlade det til det nye byråd i 2018 at træffe en rigtig og fornuftig beslutning på baggrund af en ny retvisende debat, der ikke hviler på den fejlagtige opfattelse, at uden Dronninger vil Kystvejen og hele stranden snart være skyllet i havet.
I Danmarks Naturfredningsforening glæder vi os i øvrigt over, at Faxe Kommune arbejder aktivt for at sikre Faxe Ladeplads smukke kyst og kystsikre selve strandvejen og ser frem til en ny sandstrand – det er godt for borgerne i byen, det er godt for turismen og det er godt for det almene friluftsliv.
Kommentarer