Faxe Ladeplads

De Hvide Dronninger er overflødige

Debat: På nuværende tidspunkt (15/9) er budgetforhandlingerne endnu ikke afsluttet, men partiernes forhandlere arbejder videre for at nå et resultat.

Indsendt af Steen Petersen, Medlem af Faxe Byråd for Dansk Folkeparti, Jernbanegade 23 E, 4690 Haslev.

Dansk Folkeparti følger samme strategi, som vi har gjort de foregående år. Vi prioriterer først og fremmest driften, så Faxe Kommune kan levere en ordentlig service på kerneområderne: daginstitutioner, skoler, ungdomsuddannelser, ældrepleje o.s.v. Til gengæld sparer vi på anlægsudgifterne, da der her – som sædvanlig – er for mange prestigeprojekter, der IKKE øger borgernes velfærd.

Her tænker jeg især på de store betonklodser under navnet, De Hvide Dronninger i Faxe Ladeplads, som også skal fungere som kystsikring. Det er store betonkonstruktioner, som ligger vinkelret på kysten. De skal være fulde af badeanlæg, saunaer, udspring, kajakpladser, sejlads og dykkeri. Desuden skal der være badehotel, restaurant, udsigtspunkt og vandaktiviteter.

Læseren kan nemt finde “de hvide dronninger” på nettet.

I budgettet regnes der med, at hele den (overflødige) herlighed vil koste kommunen 10 mio. kr.

Vi ønsker IKKE dette projekt og håber, at de andre partier dropper det. Vi vil selvfølgelig godt have almindelig, solid kystsikring, men det er ikke nødvendigt med disse enorme betonbygninger. Drop dem, med mindre altså tilhængerne kan skaffe 10 mio. kr. fra en fond, og Faxe Ladeplads` borgere siger ja, så er det noget andet!

Kommentarer