Hvor må I have en dårlig smag i munden
Læserbrev: Føj siger jeg – Hvor må I have en dårlig smag i munden!
I torsdags sendte jeg et læserbrev, hvor jeg roste uddannelsesudvalget.
Indsendt af Kurt Munck. Byrådsmedlem for Enhedslisten (Ø)
Det viste sig, at jeg var for tidligt ude. Der var ingen grund til at rose. Tværtimod så har flertallet i uddannelsesudvalget, fra Venstre og Socialdemokraterne (mon ikke også de Konservative står bag?) på et fællesmøde mandag besluttet, at blæse på, hvad man var blevet enige om på sidste møde. Så i stedet for at gå ind i et forsøg på at finde de penge, som det ville koste at undlade tvangsforflytningen af 6 – 8 elever fra Hylleholt skole, meddeler flertalsgruppen, at der sådan set ikke er noget at diskutere – beslutningen er taget.
Det skal igen gå udover Hylleholt skoles elever. Igen er det her, man tvinger kammerater fra hinanden, tvinger elever ud på busture til andre skoler. Igen er det her, at regnearksforvalterne lader deres kolde hænder skubbe 6 – 8 mennesker væk fra lokalområdet mod deres vilje.
Men det er jo også kun børn, det går ud over.
Det værste er næsten, at man først foregiver, at der nok skal findes en løsning. Og når man så skal finde den løsning, så tør man ikke alligevel og bakker ud. Det har først givet håb hos en masse familier og så bliver håbet taget fra dem igen. Og nej kære kolleger – det er IKKE kun de 6 – 8 elever, I tvangsforflytter, det går ud over – det er alle elverne på 6. årgang. I har nok ingen anelse om, hvordan den usikkerhed I pålægger 6. klasserne præger dagligdagen. ”Har jeg min ven/veninde” efter sommerferien eller er han/hun tvangsforflyttet?
Men det kan kolde computerudregninger ikke forstå.
Kommentarer