Hvorfor gør byrådet Faxe til en udkantskommune?
Læserbrev: Mønsterkommune – Hvad gør en kommune attraktiv – for hvem? Er det tip top børnepasningstilbud med mulige åbningstider for forældre med fleksible/skiftende arbejdstider? Er det tip top skoletilbud med høj kvalitet i undervisningen? Er det tip top tilbud til pensionister, syge, alkoholikere m.fl.?
Skrevet af Anette og Steen Anker Jensen, forældre, svigerforældre og bedsteforældre til borgere i Faxe kommune, Jørslevvej 4, 4653 Karise
Hvorfor gør byrådet Faxe Kommune til en udkantskommune med et udpint skoletilbud, der har en økonomisk ramme, som er en af Danmarks mindste, hvor børn skal pendle og hvor antallet af unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse, er katastrofalt tæt på bundniveau på landsplan?
Det er allerede nu svært at finde købere til fast ejendom i Faxe Kommune, og med den nye skolestruktur, bliver det endnu vanskeligere, for hvem er det egentlig, byrådet tiltrækker og nu er mønsterkommune for?
Hvem forestiller I jer fremadrettet skal finde Faxe Kommune attraktiv? Er det borgere med solide indtægter og fremsynethed eller borgere med beskedne indtægter?
Tror byrådet virkelig, at de naturskønne områder med skov og strand og max 1 times kørsel til København kan opveje den nedprioritering af børn og unge, samt gældsætning, som nu er besluttet?
Hvordan forestiller I jer, solide skatteborgere prioriterer fremadrettet?
Hvordan tror I, økonomien ser ud i Faxe Kommune bare om 5 år?
Når antallet af forældre, der flytter deres børn i privatskole, stiger, er det et tydeligt tegn på, at det kommunale skoletilbud skal kvalitetsudvikles og gøres mere attraktivt – ikke forringes. Det er meget enkelt.
Kommentarer