Haslev

Hvorfor skal kommunerne omprioritere?

Debat: Det er et spørgsmål som de regeringsbærende partier endnu ikke har givet et entydigt svar på.

Indsendt af Simon Hansen. Kandidat til socialdemokraternes nye folketingskandidat i Faxekredsen.

Lars Løkke siger at pengene måske skal bruges til skattelettelser, og Dansk Folkeparti bakker tilsyneladende op om det forslag som vi fra socialdemokratiet har stillet, om at pengene skal tilbage til kommunerne.
Når nu uenigheden er så stor i den borgerlige blok, ville det være ønskeligt om de besluttede sig for hvad omprioriteringsbidraget skal gå til, før de beder kommunerne om at spare store million beløb. For Stevns og Faxe kommuner, drejer det sig årligt om henholdsvis 24 og 39 millioner kr. Det er besparelser, der uundgåeligt vil komme til at gå ud over den borgernære velfærd.
Vores forslag om at pengene skal tilbage til kommunerne, er et godt forslag, men for mig at se handler vi nærmest i nødværge. De borgerlige har besluttet at der skal omprioriteres, og vi vil med vores forslag sikre at det kommer til at gå mindst muligt udover kommunerne, ved at føre pengene tilbage igen. I bund og grund mener jeg at omprioriteringsbidraget er en hån imod det kommunale selvstyre. Det er et skråplan når Christiansborg vil sidde og lege julemænd med kommunernes egne penge. Jeg vil arbejde for at Christiansborg i stedet giver kommunerne vilkår til selv at sikre en ordentlig kvalitet i deres borgernære velfærd.
Som KL’s formand Venstres Martin Damm så rigtigt siger det: Omprioriteringsbidraget er i virkeligheden et nedprioriteringsbidrag.

Kommentarer