Faxe Ladeplads

Hylleholt Kirke får et kirkeskib mere

Faxe Ladeplads: På onsdag den 9. maj vil det nye kirkeskib blive præsenteret ved et festligt aftenarrangement

Det nye kirkeskib „Dronning Thyra“, der er en 4-mastet skonnert, er bygget med stor akkuratesse, efter de oprindelige tegninger af Freddy Juul Schmidt. Skibet er et af de fire såkaldte dronningeskibe, der blev bygget på Jens Koefoeds værft på Faxe Havn i årene 1916 til 1920.

Uniformerede medlemmer af marinehjemmeværnet vil klokken 17.45 bære „Dronning Thyra“, med faner i front, fra indgangen til skibsbygger Jens Koefoeds grav nær kirkens indgang. Her vil der foregå en kort ceremoni, under ledelse af menighedsrådets formand, Arne Skovbæk. Herefter føres „Dronning Thyra“ ind i kirken og ophænges.

Flere lokale foreninger, Rokogo koret samt en del sydsjællandske marineforeninger vil medvirke.

Hylleholt Menighedsråd er efter højtideligheden i kirken, vært ved et lettere traktement i sognehuset. Her vil Freddy Juul Schmidt og Arne Aasbjerg vil fortælle om den historiske baggrund for det nye kirkeskib og dets tilblivelse.

Visens Venner slutter aftenen af med et par festlige sømandssange.

Man skal tilmelde sig til arrangementet i Hylleholt Sognehus senest lørdag den 5. maj til Hylleholt Kirkekontor, telefon 5671 6083 eller e-mail: BOHO@km.dk

Kommentarer