I kommer til at gøre det her om!

Læserbrev: Hvordan kan man påstå, at man har respekt for det, bekymrede borgere melder ud, og så samtidig blæse på, hvad eksperterne og hundredevis af borgere mener, i forbindelse med forslaget til den nye skolestruktur?

Skrevet af: Stine Pedersen, Eskilstrupvej 25, 4683 Rønnede

Hvorfor er det, at det ikke er en mulighed, at droppe ændringerne til skolestrukturen?

Hvorfor er det eneste alternativ til den nye skolestruktur, at man lukker 2 skoler?

Og hvis man seriøst har regnet på forslaget til den nye skolestruktur, ja så er konkrete tal ønskede.

Hvordan kan vores Borgmester og Henrik Christensen mene, at vi borgere, ud fra sådan et mangelfuldt materiale, skal kunne tage stilling i så vigtig en sag?

Der mangler udregninger på manglende busruter og længere transport.

Og hvorfor er det, at man kun taler om 50-117 berørte elever? Så vidt jeg har forstået er dette kun elever fra 7. – 9. klasse.

Hvad med børnehaveklassen? Hvor mange elever bliver berørte her? Eller gælder disse børn ikke med i beregningerne, fordi de ikke er startet i skole endnu? Så blæse være med, at at vores kommende fremtid og forsørgere, bliver taget væk fra deres legekammerater fra lokalsamfundet.

Jeg er ked af det på jeres vegne, men I kommer til at gøre det her om. Det holder simpelthen ikke.

Kommentarer