Faxe Ladeplads

Idé bodega i ”Huset” på torsdag

bodega_collage

Faxe Ladeplads: Huset i Hovedgaden omdannes til bodega til næste torsdags arrangement

Torsdag den 28. november indbyder ”Huset” i Faxe Ladeplads til Idé Bodega. Her bliver der lejlighed til at gøre sin indflydelse gældende, hvis man har en god idé, tanker eller måske endda ligefrem lyst til selv at arrangere en aften med et særligt indhold.

-Huset’s indretning denne aften, vil fremstå lidt anderledes end ”man” er blevet vant til. Vi vil prøve at skabe den hyggelige og uformelle stemning man typisk oplever på en bodega og lignende steder, fortæller Ole Kragh fra Faxe Ladeplads Borger og Erhvervsforening og han fortsætter:

-Der kommer lidt god musik ”på grammofonen” – man kan få en pot billard, rafle eller spille kort eller simpelt hen en god snak om alle de muligheder, vi nu har fået med Huset.

-Vi håber og tror på, at der dukker nogle helt nye idéer frem denne aften og nogle nye ansigter vil vise sig for her er lejligheden til at udveksle tanker og få noget helt konkret ud af dét. erklærer Ole Kragh fra Borgerforeningen:

-Der skal være plads til det hele – hundeentusiaster, frimærkesamlere, yogadyrkere, en læseklub, musik, foto, maleri – man kan selv fortsætte listen over de uendelige muligheder, vis begrænsninger kun sættes af fantasien. Det er lysten og begejstringen, måske endda mere end evnerne, der giver os de store oplevelser, afslutter Ole Kragh.

Aftenen slutter omkring klokken 22:00 og det er Faxe Ladeplads Borger og Erhvervsforening der står bag arrangementet.

Der opkræves en entré på 20 kroner inklusive kaffe og te samt medlemsskab til huset, resten af året. Man kan selvfølgelig stadig støtte ”Huset” ved at erhverve sig en folkeaktie for 100 kroner.

Der er Idé Bodega torsdag den 28. november klokken 19.30 i ”Huset” på Hovedgaden 40 i Faxe Ladeplads.

Kommentarer