En nylig offentliggjort rapport viser at tredjegenerationsindvandrere ikke klarer sig bedre end andengenerationsindvandrere, hverken i skolen eller på arbejdsmarkedet, til trods for årtiers utallige, bekostelige integrationsprojekter.

Skrevet af Eli Jacobi Nielsen, Gruppeformand for DF, Faxe Byråd

Mantraet har i disse årtier været, at ansvaret for den integration der skulle føre til selvforsørgelse og accept af danske normer og værdier, har ligget hos det danske samfund, og selvom mere end 20 større integrationsplaner er søsat siden 1999 uden større virkning, har det ikke ændret tilgangen væsentligt.

Argumentet for indsatserne, som f.eks. de nyligt lancerede ”integrationsambassadører” har ofte været ønsket om at opnå en samfundsøkonomisk gevinst ved at flytte mennesker fra overførselsindkomst til selvforsørgelse. Det lyder besnærende, men historien viser at store grupper af ikke-vestlige indvandrere ikke er modtagelige for de mange integrationspolitiske tiltag, og her må man fastslå at problemerne koncentrerer sig om muslimske migranter fra MENA-landene, mens andre grupper af f.eks. asiatisk oprindelse formår at assimilere sig uden større hjælp.

Den ikke-vestlige indvandring koster svimlende 36 mia. kr. om året, der således ikke kan anvendes til fastholdelse og udbygning af velfærdsstaten, samtidig med at vi modtager store grupper af mennesker der ikke socialt eller kulturelt ønsker at integrere sig, men tværtimod i vid udstrækning foragter eller misbilliger vore normer, og dermed undergraver selve grundlaget for samhørigheden og sammenhængskraften i vores samfund.

Der er ikke behov for flere bekostelige integrationsindsatser, men derimod en erkendelse af at opretholdelsen af det solidariske og velfungerende samfund tidligere generationer har opbygget, kræver en anderledes realistisk og konsekvent tilgang. En del af dette er paradigmeskiftet, hvor flygtninge konsekvent hjemsendes så snart det er muligt, så antallet af ikke-bidragende indvandrere reduceres, en anden del at tydeliggøre overfor migranterne at den vilje og det initiativ de viste for at komme hertil, forventes at fortsætte i en indsats for at blive selvforsørgende, loyale medlemmer af det samfund de har valgt at komme til, med tilhørende accept af skik og brug i landet.

Der er ikke brug for flere integrationsambassadører og konsulenter, hvad der skal til er en erkendelse af det futile i at klientgøre de tilkomne, og i stedet fokusere på at alle der tildeles midlertidigt eller permanent ophold lærer det gamle danske ord: enhver er sin egen lykkes smed!