Ikke flygtningecenter i ”Myrebo”

knud_erik_hansen-feb2012

Debat: Pia Backquist fra Dansk Folkeparti skriver, at det er kommet hende for øre, at der skal være flygtningecenter i den tidligere daginstitution, Myrebo, i Faxe

Indsendt af borgmester Knud Erik Hansen

Det er ikke rigtigt. Der er hverken et flygtninge- eller asylcenter i Faxe kommune. Derimod skal vi ligesom alle landets andre kommuner tage imod et antal ”kvote” flygtninge, som har fået asyl/opholdstilladelse i Danmark. Vi skal modtage og boligplacere disse flygtninge midlertidigt. De bliver efterfølgende skrevet op til egen bolig og flytter til denne, i takt med at det er muligt.

Vi lægger stor vægt på at sikre en god integration af de flygtninge, der kommer til kommunen, og takket være ikke mindst en stor indsats fra en række frivillige borgere lykkes det langt henad vejen godt.

Læs også: Flygtningecenter i “Myrebo”, Faxe

Faxe kommune har i dag en række midlertidige flygtningeboliger rundt om i kommunen. Da antallet af kvoteflygtninge er voksende – kommunens kvote i 2014 er i løbet af året steget fra 27 til 40 – har vi behov for yderligere boliger. Vi har derfor valgt at anvende den tidligere daginstitution, Myrebo, da alternativet er leje af boliger, værelser, typisk sommerhuse, hoteller eller vandrerhjem. Det ville være en langt dyrere løsning.

Kommunen har ikke tidligere oplevet væsentlige problemer i forhold til de omkringboende og forventer det heller ikke omkring Myrebo. Vi er naturligvis meget opmærksomme på forholdet til naboerne og har generelt en rigtig god dialog.

Det ligger mig meget på sinde, at de flygtninge kommunen modtager bliver modtaget godt, får et positivt integrationsforløb og efterfølgende et godt liv i Danmark. Man flygter ikke for sjov!

Kommentarer