Ikke en fugl falder til jorden
Uden det er Haslev menighedsråds vilje.
Førhen kunne man dagligt opleve den lille, fascinerende rovfugl, spurvehøgen, på tæt hold midt i Haslev.
Indsendt af Jesper Petersen, Søtorupvej 5, 4690 Haslev.
Men ikke mere. For spurvehøgene er, som så mange andre fuglearter, dræbt af den – for fuglene – uklogt designede tilbygning kaldet Sognegården, eller Kirkehuset og Glashuset.
Haslev menighedsråd fik for fem år siden opført den ganske flotte og dyre tilbygning (pris: 26 millioner kr.) med plads til administration og arrangementer udenfor Haslev Kirke.
Hovedproblemet, det transparente glashus mellem kirken og tilbygningen, cirka 20 meter langt og flere meter højt. Andre steder i den nye, røde murstensbygning er der også store glasflader. F.eks. er der ved rumindskæringer anvendt vinduesglas helt fra jordoverflade til tag.
Alle de store glaspartier er dødsfælder for vilde fugle. Hovedproblemet – Glashuset – befinder sig oven i købet lige midt imellem Haslev bymidtes to vigtigste grønne områder, Præstelunden og kirkegården. Hvor bl.a. spurvehøgen førhen fløj frem og tilbage, ofte lige over jordoverfladen, når den var på jagt.
En række andre fuglearter dræbes også mod de store glasparter, der snyder fuglene enten ved at reflektere baggrunden, eller fordi fuglene ser dem som luft man kan flyve igennem.
Haslev menighedsråd bør derfor opsætte rovfuglesilhuetter på tilbygningens mange store vinduesflader. Så Biblens ord om at ”ikke en fugl falder til jorden uden det er Guds vilje” risikerer at skulle omskrives.
Og så der kommer overensstemmelse mellem Haslev kirkes status som såkaldt ”Grøn Kirke”. Jævnfør følgende indledende tekst om dette fra kirkens hjemmeside:
”Haslev Kirke har igennem en årrække været medlem af netværket “Grøn Kirke” ud fra bevidstheden om, at vi allesammen kan være med til at gøre en forskel, når det gælder klima og bæredygtighed for kloden, skaberværket.”
Kommentarer